Gravid Ottesen åbner op om bagsiden af svømmemedaljen
Graviditet har sat en stopper for Jeanette Ottesens karriere som svømmer, der har været skyld i mange afsavn.
2017 har budt på mange omvæltninger i svømmer Jeanette Ottesens liv.
I juni afslørede den 29-årige svømmestjerne, at hun venter barn med sin kæreste, Marco.
I midten af juli giftede parret sig i Amaliehaven i København.
Elitesvømningen lagt på hylden
Graviditeten har været skyld i, at Jeanette Ottesen for nu har lagt elitesvømningen på hylden.
Det er en beslutning, der har bragt blandede følelser med sig.
Det afslører svømmeren i et nyt gæsteblogindlæg på onlinemediet Bo & Co, som blandt andre komikeren Andreas Bo står bag.
Sociale afsavn
Et liv som elitesportsudøver har nemlig også været forbundet med mange sociale afsavn for Jeanette Ottesen.
– Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg har måttet melde fra til en familiefødselsdag, skolefest eller bare et eller andet socialt. Jeg har aldrig været på en studietur, og jeg var nærmest månedens gæst i skolen, skriver svømmeren.
For selv om der også har været mange glæder ved svømningen, som hun også savner, så har hun også følt sig fanget af sporten.
– Det værste ved denne sport for mig har altid været aldrig at kunne gøre det, jeg spontant lige havde lyst til. Følelsen af ikke at have frihed til at gøre, hvad jeg ville, når jeg ville det, har helt sikkert altid været den største udfordring i min karriere, skriver Jeanette Ottesen.
/ritzau/FOKUS