Gravid under Vild med dans: Nu har hun født
Musicalskuespillerinden Andrea Lykke og musikeren Ludvig Brygmann, som forlovede sig sidste forår, kan kalde sig for forældre for første gang
Der gemte sig en sød hemmelighed under Andrea Lykke Oehlenschlægers dansekjoler under den seneste sæson af "Vild med dans".
Kort inden showstart fandt hun ud af, at hun ventede sit og sin forlovede, musikeren Ludvig Brygmanns, første barn.
Og nu er den lille ny kommet til verden. Det annoncerer den nybagte mor på Instagram.
- Velkommen vores elskede Vilde, jubler Andrea Lykke Oehlenschlæger i opslaget.
Så surrealistisk
Det var også på det sociale medie, at hun afslørede nyheden om den forestående familieforøgelse tilbage i oktober.
- Vi skal være forældre! Det er så surrealistisk og fantastisk!, jublede musicalskuespillerinden og fortsatte:
- Helt naiv og uvidende om, hvor hårdt det kan være at være gravid i første trimester, mødte jeg op i træningslokalet. Puha, hvor har det dog været hårdt og ulideligt til tider, lød det dengang fra Andrea Lykke Oehlenschlæger.
Stemt ud i tredje program
Andrea Lykke Oehlenschlæger blev sammen med sin dansepartner, Eugen Miu, stemt ud i tredje program, selv om bookmakerne spåede, at de ville gå hele vejen.
- Selv om jeg bestemt også nød at være med, er jeg nu alligevel lidt lettet over, at jeg nu kan hvile og bare nyde graviditeten. Vi er så lykkelige og glade, og jeg forstår slet ikke, at jeg er så heldig. Vi glæder os til at møde dig, lille skat, jublede Andrea Lykke Oehlenschlæger.
Søn af Martin Brygmann
Hun og Ludvig Brygmann, der - som navnet måske antyder - er søn af entertaineren Martin Brygmann - blev forlovet i foråret 2022.
Det skete under en ferie i Amsterdam efter fem års forhold.