Greve sætter herskabelig lejlighed til salg

Har du råd? Marcus Knuth sætter sin københavner-lejlighed til salg

Sådan ser den ud, den herskabelige lejlighed som greve Marcus Knuth nu har sat til salg. Foto: Anna Reventlow.
Offentliggjort Sidst opdateret

Et eller andet sted skal man lægge sit hoved efter en lang dag i politikerembedet på Christiansborg.

I Venstre-politikeren Marcus Knuths tilfælde kræver det blot en smuttur til hjemmet på Gothersgade i det indre København. I hvert fald lidt endnu.

Den herskabelige lejlighed med udsigt til Kongens Have har været i politikerens eje siden 2009, men nu har han sat den til salg. Det oplyser Boliga.

En køber skal give 8.250.000 kroner for den 157 kvadratmeter store lejlighed. Det svarer til en kvadratmeterpris på 52.547 kroner.

Til sammenligning blev ejerlejlighederne i København K i gennemsnit solgt til 51.293 kroner pr. kvadratmeter i 2018.

Fornemme beboere

Marcus Knuth er udover at være folketingsmedlem også greve med rødder på Lolland, hvor hans far, lensgreve Adam Wilhelm Knuth, skabte Knuthenborg Safaripark i 1969.

Han er ikke den første ejer af lejligheden på Gothersgade med fornemme aner. Han overtog den nemlig fra faderens hustru, Charlotte Birgitte Bille-Brahe-Selby – tidligere baronesse, nu lensgrevinde Knuth – der ifølge Boligas oplysninger, købte den tilbage i 2007.

Marcus Knuth er i øjeblikket Venstres ordfører for innovation og medier samt uddannelses- og forskningsordfører. Men han er nok især kendt i medierne fra sin tid som integrationsordfører.

Se Marcus Knuths lejlighed her

Powered by Labrador CMS