Gulddrengen taler ud om trusler

Musikeren Malte Ebert smadrede streamingtjenesterne som fænomenet Gulddreng. Men det var ikke alle, som klappede i hænderne over den ekstravagante personlighed

- Det er virkelig bare sindssygt at høre folk, som man ser op til, fortolke ens sange. Prøv at forestille dig at have været fan af Simon Kvamm for eksempel i hele dit liv og så lige pludselig en dag sidde rundt om et bord, og så spiller han din sang. Det er for sindssygt!, lyder det fra Malte Ebert.
- Det er virkelig bare sindssygt at høre folk, som man ser op til, fortolke ens sange. Prøv at forestille dig at have været fan af Simon Kvamm for eksempel i hele dit liv og så lige pludselig en dag sidde rundt om et bord, og så spiller han din sang. Det er for sindssygt!, lyder det fra Malte Ebert.
Udgivet Opdateret

Søndag slutter årets udgave af "Toppen af poppen", og det er popstjernen Malte Ebert, som sidder for bordenden i sæsonens allersidste afsnit.

Omkring ham sidder Simon Kvamm, Mathilde Falch, Hjalmer, Maria Bramsen, Alex Vargas og Katinka.

- Der er meget tv, hvor det handler om en musiker, som skal i militæret, eller en politiker, der skal danse, eller et eller andet.

- Jeg synes, det er fedt med et underholdningsprogram, som tager musikken alvorligt, lyder det fra Malte Ebert.

Fem år siden

Det er fem år siden, at Malte Ebert satte direkte kurs mod stjernerne og strøg ind på hitlisterne som sit alter ego Gulddreng, der i sin tid blev skabt i samarbejde med hans pladeselskab.

En oliesheik, som havde fået kreeret en skjorte i 16 karat guld, var den visuelle inspirationskilde til Gulddreng, men vokalen kunne der ikke manipuleres med.

Det var nemlig Malte Eberts.

Gulddrengs første single, "Model", blev et øjeblikkeligt nummer et-hit, og siden fulgte sangen "Se mig nu", som satte musikbranchen i kog.

Truet med tæsk

I sangen synger Gulddreng om TopGunn, Emil Stabil, Kidd, Nicklas Bendtner, Julie Zangenberg, Kesi, Christopher, Medina, Remee og Blak.

Malte Ebert havde fået velsignelse fra de fleste, men dog med undtagelse af en artist. Vedkommende var så rasende, at Gulddreng blev truet med tæsk, og Malte Ebert fik en livvagt med sig og måtte eskorteres væk ved en prisuddeling, da situationen eskalerede.

Det er blandt andet nogle af de episoder, som Malte Ebert fortæller om i søndagens udgave af "Toppen af poppen".

- Jeg har med vilje ikke tænkt alt for meget over, hvordan jeg gerne vil fremstå i selve programmet. Jeg har bare ladet mig rive med og været ærlig. Når folk har spurgt om noget, har de fået et svar, siger Malte Ebert og fortsætter:

- Når det er ens venner, man fortæller sin historie til, er det klart, at så bliver det mere ærligt og mere åbent. Man kan ikke rigtigt være kalkuleret, når man er så mange dage foran et kamera, så bliver du nødt til at være dig selv.

Skal være i centrum

Og det er lige netop, hvad Malte Ebert er. I 2018 droppede han Gulddreng og afsluttede kapitlet med en stor afskedskoncert i et proppet Royal Arena i København og har derfra stået på scenen som sig selv.

I 2018 udgav Malte Ebert sin debutsingle, "Rather Be", i eget navn.

Når det søndag aften er Malte Eberts tur til at være i centrum, kaster de øvrige deltagere sig både over Gulddrengs og Malte Eberts musikalske repertoire.

- Der er simpelthen så mange gode øjeblikke. Det har virkelig både været rørende og sjovt. Det har været en enormt stor ære, og det er virkelig nogle dygtige folk, som er med i år. At være iblandt dem er helt klart en stor cadeau, så det er jeg rigtig glad for, lyder det fra Malte Ebert.

Sidste afsnit af "Toppen af poppen" sendes på TV 2 søndag klokken 20.

Powered by Labrador CMS