Gus Hansen sagsøger musiker-ven: Kræver over 800.000 kr.
Venskabet er røget. Nu sagsøger pokerspilleren sin tidligere ven.
Pokerspilleren Gus Hansen sagsøger sin nu forhenværende ven, musikeren Rasmus Nøhr.
Gus Hansen, der har det borgerlige navn Gustav Hansen, har sagsøgt Rasmus Nøhr – og kræver 896.000 kroner.
Det skriver Ekstra Bladet.
Stridigheden er opstået i et mislykket forretningseventyr.
Blev partner i minifestival
Rasmus Nøhr har siden 2012 arrangeret minifestivalen Danmark Dejligst.
I 2015 indgik Gus Hansen i partnerskab med musikeren. Aftalen var at de hver især skulle smide 250.000 kroner i forretningen.
Til at starte med var det dog kun Rasmus Nøhr, der gjorde det.
Festivalen blev noget dyrere end de to havde regnet med, så da Gus Hansen overførte sine 250.000, låner han yderligere 1,7 millioner til forretningen.
Gnidninger mellem de to venner
Gus Hansen og Rasmus Nøhr valgte trods million-indsprøjtningen, at gå hvert til sit.
– Der har været mange gnidninger mellem os. Delte meninger, råben og skrigen uden at få udrettet noget, og ved en række møder henover efteråret finder vi ud af, at det er bedst, hvis vi går hvert til sit, siger Gustav Hansen til Ekstra Bladet, der trak sig fra projektet i september 2016.
Overførte en del af overskuddet til sig selv
Han fandt senere ud af, at Rasmus Nøhr havde overført en del af overskuddet i virksomheden til sig selv.
Det er årsagen til, at Gus Hansen sagsøger Rasmus Nøhr:
– I runde tal har Rasmus Nøhr fået et personligt overskud på 200.000 kroner på Danmark Dejligst i 2016, fordi han uberettiget og uden mit kendskab har overført penge til sig selv, siger Gustav Hansen til Ekstra Bladet.
Han tilføjer, at det kun var Rasmus Nøhr, der havde råderet over kontoen.
Rasmus Nøhr fortæller til Ekstra Bladet, at pengene blev brugt på løn til sig selv samt husleje.
Striden mellem de to har kostet venskabet.