-Håber virkelig på sæson to
Den populære Netflix-serie "Kastanjemanden" tog danskerne med storm. Står det til en af forfatterne bag, har vi ikke hørt det sidste til universet
Små kastanjefigurer fik et blakket ry i efteråret, hvor "Kastanjemanden" fik danskerne til at bruge timer foran skærmen og gjorde krimiserien til et af de helt store samtaleemner.
Og står det til Dorte Høgh, der er en af manuskriptforfatterne bag serien, så er det ikke utænkeligt, at der kan komme endnu en sæson.
- Det kan jo godt være, at der kommer en toer af "Kastanjemanden". Man ved det jo ikke, siger hun og smiler.
Det er forfatter på serien - og forfatteren bag bogen "Kastanjemanden" - Søren Sveistrup, der skal overtales, men Dorthe Høgh kan finde mange gode argumenter for, hvorfor serien burde få en sæson mere.
- Jeg ved ikke, om man kan bygge videre på historien, men universet tror jeg godt, man kan bruge, og jeg tror godt, man kan bruge de to politifolk, siger hun.
Overrasket
De spilles i serien af Mikkel Bo Følsgaard og Danica Curcic.
- Derfra ville alt være nyt, men jeg ville synes, at det var sjovt og super hyggeligt. Jeg var lige med i fem måneder før optagelserne for at skrive, så jeg vil virkelig gerne have en toer, siger Dorte Høgh.
Det har overrasket hende, hvor langt ind under huden serien er kommet på seerne.
- Folk har været sindssygt optaget af detaljerne i den, forklarer hun.
- Og eftersom der er så mange, der har set den, og man nu kan finde hinanden alle vegne, så får jeg edderhyleme mange spørgsmål på Instagram og Facebook om detaljer i den.
Folk har gættet
Detaljer, som hun indimellem end ikke selv har overvejet.
- De spørger, om det er med vilje, at man tror, at den og den er den mistænkte, hvor jeg har måttet svare, at det havde vi ikke engang tænkt på selv. Folk har virkelig gættet med undervejs, siger Dorte Høgh.