Halvdelen af populær 60’er duo optræder i Danmark
Art Garfunkel giver koncert på dansk grund, når han 10. og 12. juni optræder i Randers og København.
Popmusikeren Art Garfunkel giver to koncerter i Danmark til sommer.
Den 10. juni besøger han Værket i Randers, mens han den 12. juni aflægger Koncerthuset i København et visit. Det skriver Randers Amtsavis.
Kendt fra 60’er duo
Art Garfunkel, der mest er kendt for at være den ene halvdel af musikduoen Simon & Garfunkel, skal underholde publikum med både musik og anekdoter.
Duoen blev opløst i 1972 efter kunstneriske uenigheder, men har siden været genforenet ved forskellige lejligheder.
Det bliver de dog ikke i Danmark, hvor Art Garfunkel på egen hånd skal stå for underholdningen.
Store hits
Simon & Garfunkel er blandt andet kendt for sangen “Mrs. Robinson”, som gruppen udgav i 1968. Vokalduoen blev dannet i begyndelsen af 1960’erne.
De to skolekammerater Paul Simon og Art Garfunkel fandt allerede sammen i 1955, hvor de spillede under navnet “Tom & Jerry”. Og senere blev de altså til Simon & Garfunkel og nød stor succes op gennem 1960’erne.
Paul Simon og Art Garfunkel skilte veje i 1972, men de fandt dog siden hen sammen igen ved flere tilfælde.
I 1981 optrådte de foran cirka en halv million mennesker i Central Park i New York, hvilket blev efterfulgt af en verdensturné.
De var ligeledes på verdensturné igen i 1993 og i 2004.
Afskedsoptræden
76-årige Paul Simon har for nylig annonceret en “afskedsoptræden”, som finder sted den 15. juli på en britisk festival i Hyde Park i London.
Imens Paul Simon primært har fulgt den musikalske karriere, har Art Garfunkel ved siden af sin musikalske karriere også haft roller i film og mindre gæsteroller i tv-serier.
I 1971 var han blandt andet med i den Oscar-nominerede film “Kødets lyst”, hvor han spillede sammen med blandt andre Jack Nicholson og Candice Bergen.
Art Garfunkel er i dag 76 år.
/ritzau/