Morgenmadssultne amerikanere styrker McDonalds’ regnskab

Samlet oplevede McDonalds en tilbagegang i omsætningen, men et stærkt salg i USA luner i kvartalsregnskabet.

Udgivet Opdateret

At tilbyde morgenmad hele dagen har vist sig at være et kløgtigt træk for burgermastodonten McDonalds.

Siden oktober 2015 har det været muligt for de amerikanske kunder at bestille morgenmadsmenuen hele dagen.

Og sammen med en større burgerefterspørgsel i Kina har det smittet positivt af på selskabets regnskab for fjerde kvartal i 2015.

Fastfoodgiganten havde i fjerde kvartal en vækst i det sammenlignelige salg på fem procent, og det overraskede de aktieanalytikere, der følger selskabet

Den samlede omsætning i kvartalet endte på 6,3 milliarder dollar, eller hvad der svarer til svimlende 43,5 milliarder kroner. Til sammenligning omsatte McDonalds for 6,6 milliarder dollar i samme periode året før.

Selskabet skriver i regnskabet, at en svagere dollarkurs var med til at sætte en dæmper på omsætningen.

Ifølge nyhedsbureauet Reuters planlægger fastfoodgiganten at åbne 60 butikker i Rusland i løbet af 2016. Det sker som følge af selskabets stadigt større satsning i Rusland, hvor selskabets markedsandele på det russiske marked vokser, oplyser McDonalds.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS