Han mødte både Ali, Tyson og bokse-Brian
Larry Holmes, som søndag 3. november fylder 70 år, boksede i næsten tre årtier og mødte blandt andre Muhammad Ali, Mike Tyson og danske Brian Nielsen.
Fra 1973 til 2002 indtog han scenen i professionel boksning og besejrede blandt andre sit idol Muhammad Ali, men tabte til både Mike Tyson og danske Brian Nielsen.
Amerikaneren Larry Holmes, der søndag 3. november fylder 70 år, har i den grad sat sit præg på bokseverdenen og kan se tilbage på en glorværdig karriere, hvor han fra 1978 til 1985 dominerede sværvægtsklassen som verdensmester.
Artiklen fortsætter under videoen
20 gange satte Holmes håbefulde titeludfordrere til vægs, blandt andet i 1980 mod en aldrende Muhammad Ali, som tidligere havde brugt Holmes som sparringspartner.
Karrieren forløb dog ikke uden mislyde. Efter 48 kampe som professionel og lige så mange sejre snublede Larry Holmes, da han stod på tærsklen til at skrive historie og udligne Rocky Marcianos rekord med 49 kampe og lutter sejre.
I 1985 led Holmes et knebent pointnederlag i VM-opgøret mod Michael Spinks, og Holmes tabte også returkampen året efter. En bitter Larry Holmes trak sig tilbage med en bemærkning om, at de to dommere, der havde voteret mod ham, “kan kysse min sorte numse”.
I 1988 lod Larry Holmes sig overtale til at møde en ung og olm Mike Tyson i en VM-kamp. Den gamle mester endte med ryggen i kanvassen efter en brutal nedslagtning i fjerde omgang, og dermed burde der ifølge al logik være sat punktum for karrieren.
Tabte til Holyfield… og Brian Nielsen
Sådan kom det dog ikke til at gå. Tre år senere indledte Larry Holmes endnu et comeback, der kom til at vare 11 år med 21 sejre og tre nederlag mod boksere af varierende kvalitet.
To af nederlagene faldt i VM-kampe, hvor Holmes imponerede ved at gå tiden ud mod både Evander Holyfield og Oliver McCall.
Det sidste nederlag led den dengang 47-årige Larry Holmes knebent på point, da han i januar 1997 mødte Brian Nielsen i Brøndby-Hallen.
Larry Holmes boksede sin sidste kamp i 2002 og kan se tilbage på en karriere med 69 sejre – 44 på knockout – og seks nederlag som professionel. Han blev i 2008 indlemmet i boksesportens Hall of Fame.