Han sidder solidt på den danske pop-trone

- Danmark har fået en ny popkonge - Tobias Rahim - som i høj grad har været med til at definere musikåret for 2022, konstaterer streamingtjenesten Spotify

Udgivet Opdateret

Selv om udvalget af musik aldrig har været større, vælger vi danske artister på Spotify.

Streaminggiganten afslører nemlig i en pressemeddelelse, hvad der har hittet herhjemme det forgangne år.

- Især dansk rap er populært. Men der er vist ingen tvivl om, at Danmark har fået en ny popkonge - Tobias Rahim - som i høj grad har været med til at definere musikåret 2022, siger Johan Seidefors, der er Nordic Head of Content hos Spotify, i pressemeddelelsen.

Står bag 'Stor Mand'

Den tårnhøje sanger, som indtager Roskilde Festivals ikoniske Orange Scene næste sommer, står bag årets mest streamede sang, "Stor mand", der har Andreas Odbjerg med på vokal.

Andenpladsen placerer Tobias Rahim sig også på med megahittet "Mucki Bar".

Mens rapperen Gilli lige indtager tredjepladsen med "Kender ik' i morgen", flyver Tobias Rahim også ind på listens fjerdeplads med "Feberdrømme Xx Dubai".

Stor mand, stor kunstner. Tobias Rahim har råhittet med Mucki Bar', 'Feberdrømme Xx Dubai' og Andreas Odbjerg-duetten 'Stor mand'. (Arkivfoto).
Stor mand, stor kunstner. Tobias Rahim har råhittet med Mucki Bar", "Feberdrømme Xx Dubai" og Andreas Odbjerg-duetten "Stor mand". (Arkivfoto).

Gilli den mest streamede

Selv om Tobias Rahim suverænt står bag nogle af de mest streamede sange herhjemme det forgangne år, kan Gilli bryste sig af titlen som den mest streamede artist i Danmark i 2022.

På den liste er Tobias Rahim forvist til andenpladsen.

Med undtagelse af tredjepladsen, som Ed Sheeran snupper, er Dannebrog godt repræsenteret på listen over de mest streamede artister.

Gilli står både bag det mest streamede album i år, og så er han også den mest streamede artist. (Arkivfoto).
Gilli står både bag det mest streamede album i år, og så er han også den mest streamede artist. (Arkivfoto).

Også Kesi, Artigeardit, Andreas Odbjerg og Branco er en del af top ti.

Gilli er også musikeren bag årets mest streamede album med "Carnival".

DE 10 MEST STREAMEDE SANGE I DANMARK I 2022

1: "Stor mand" af Tobias Rahim featuring Andreas Odbjerg

2: "Mucki Bar" af Tobias Rahim

3: "Kender ik' i morgen" af Gilli

4: "Feberdrømme Xx Dubai" af Tobias Rahim

5: "Hjem fra fabrikken" af Andreas Odbjerg

6: "Drøm mig væk" af D1MA

7: "Under din sne" af The Minds of 99

8: "As It Was" af Harry Styles

9: "Half A Man" af Dean Lewis

10: "Miami Vicer" af Gilli

Kilde: Spotify
Powered by Labrador CMS