Han skal få verdensmål til at spille i Danmark

Thorkil Sonne er formand for Rådet for Samfundsansvar og Verdensmål, som blev nedsat af den daværende regering i 2018. Den 1. juli fylder han 60 år.

Thorkil Sonne håber at kunne kombinere formål og forretning.Foto: Ilan Brender / SCANPIX
Foto: Ilan Brender / SCANPIX

Offentliggjort Sidst opdateret

FN’s 17 verdensmål er udtænkt for at hjælpe verden og dens befolkning, ikke mindst den fattigste og mest sårbare del af den.

Men de kan også gavne Danmark og danske virksomheder, der kan løfte socialt ansvar på en bæredygtig måde.

Og en af dem, der skal få verdensmålene til at spille maksimalt for Danmark, er Thorkil Sonne.

Sonne, der fylder 60 år den 1. juli, er således formand for Rådet for Samfundsansvar og Verdensmål, som blev nedsat af den daværende regering i 2018.

Kombinerer formål og forretning

Rådets opgave er at hjælpe især små og mellemstore danske virksomheder med at løfte et samfundsansvar og samtidig få en forretning ud af det.

Medlemmerne af rådet kommer til efteråret med forslag til revidering af den danske handlingsplan for verdensmålene.

– Vi skal være med til at gøre opmærksom på de muligheder, der ligger ude i verden for danske virksomheder, som arbejder med verdensmålene, siger Thorkil Sonne.

– Jeg håber med min profil som social entreprenør at bruge min baggrund til at kombinere formål og forretning.

Søn inspirerede til ny virksomhed

Thorkil Sonne er oprindelig uddannet landinspektør, men var teknisk direktør i et it-firma, da hans yngste søn i en alder af tre blev diagnosticeret med autisme.

Artiklen fortsætter under videoen.

Herfra tog livet en ny drejning. Med familiens hus som sikkerhed stiftede Sonne i 2003 en socioøkonomisk virksomhed, Specialisterne, der arbejder for at inkludere autister og folk med andre handicap på arbejdsmarkedet.

Specialisterne har i dag 300 ansatte, kontorer i 12 lande, partnere i over 20 og har indtil videre været med til at skabe 10.000 job. Målet er i samarbejde med FN en million job til autister verden over inden 2030.

Corona kan hjælpe autister

Thorkil Sonne, der i dag er bestyrelsesformand for Specialisterne Foundation, er også tilknyttet World Economic Forum som social entreprenør.

Og han mener, at coronakrisen, der har disruptet arbejdsmarkedet verden over, kan vendes til en fordel for autister.

Vilkår, som de trives godt under, er lige pludselig blevet standard: fysisk afstand, undgå store forsamlinger, stramme instruktioner og regler, klare forventninger og mere hjemmearbejde.

– Jeg vil gøre mit til, at det kommer til at booste virksomhedernes inklusion af forskelligartet talent og personligheder, siger Sonne.

Han fejrer sin fødselsdag i sommerhus i Nordjylland med den nærmeste familie.

Powered by Labrador CMS