Han tjener mere end 60.000 om måneden på biblioteksudlån

179,3 millioner i bibliotekspenge fordeles til 10.497 personer. I år også for e-bøger. Bjarne Reuter topper.

Offentliggjort Sidst opdateret

Slots- og Kulturstyrelsen udbetaler fredag 179,3 millioner kroner i bibliotekspenge. Pengene går til i alt 10.497 personer, hvis værker kan lånes på landets biblioteker.

Det er forfattere, oversættere, illustratorer, billedkunstnere og komponister. Det skriver Kulturministeriet i en pressemeddelelse.

Af listen over modtagere af bibliotekspenge fremgår det, at 18 forfattere får udbetalt mere end en halv million for deres udgivelser på bibliotekerne.

Øverst på listen over de forfattere, som danskerne hyppigst hiver ned fra bibliotekernes hylder, er Bjarne Reuter.

Nummer 1 igen og igen

Det er ikke den store overraskelse. Kulturministeriet har opgjort top ti lister tilbage til 2004, og Bjarne Reuter har ligget på førstepladsen alle årene.

Den danske forfatter skriver både til børn og voksne og står blandt andet bag “Busters Verden”, “Zappa” og “Når Snerlen Blomstrer”.

Bjarne Reuter får denne gang 729.197,62 kroner i bibliotekspenge for 156.146 eksemplarer af sine bøger på bibliotekerne.

På de næste pladser ligger Josefine Ottesen, Dennis Jürgensen, Lene Kaaberbøl, Bent Haller, Jørn Jensen, Kim Fupz Aakeson og Maria Helleberg.

3423 personer får del i pengene

I år udbetales for første gang også bibliotekspenge for e-bøger og netlydbøger. I alt 3423 personer modtager biblioteksafgift for den slags udgivelser.

Det glæder kulturminister Mette Bock (LA).

– Jeg er meget tilfreds med, at vi nu for første gang udbetaler biblioteksafgift til blandt andet forfattere af e-bøger og netlydbøger, for når stadigt flere af os læser litteratur i netop disse formater, giver det god mening, at biblioteksafgiften afspejler den udvikling.

– Og så er jeg glad for at se, at den nye udbetalingsgrænse betyder, at flere end 2000 flere personer får del i bibliotekspengene i forhold til sidste år. Det viser, at justeringen af udbetalingsgrænsen virker helt efter hensigten, siger hun i pressemeddelelsen.

Når det handler om lydbøger, er forfatteren Leif Davidsen danskernes biblioteksfavorit. Leif Davidsen får 82.247,54 kroner i bibliotekspenge for 11.037 elektroniske anvendelser.

Powered by Labrador CMS