Håndboldens “Mulle” opbygger succes
Kristina "Mulle" Kristiansen har været med til at opbygge håndboldspillet i både TTH Holstebro og Nykøbing Falster. Lørdag 13. juli fylder playmakeren 30 år.
På håndboldbanen er hun bedst kendt som “Mulle”, og med frække finter, fikse afleveringer og stor energi har Kristina Kristiansen gennem mange år givet publikum grund til at juble i klubberne og på landsholdet.
Kristiansen, der lørdag 13. juli fylder 30 år, var fire år, da hun begyndte at spille håndbold. Men både håndbold og fodbold fyldte meget i hendes liv.
Da hun var 14 år, bestemte hun sig for, at hun var nødt til at satse på én af de to sportsgrene, hvis hun ville nå langt. Hun valgte håndbolden. Og hun nåede langt.
Den professionelle karriere blev indledt i Team Tvis Holstebro i 2007, hvor Kristina Kristiansen spillede i otte sæsoner.
I sommeren 2015 skiftede hun til Nykøbing Falster Håndbold, der på det tidspunkt rodede rundt i bunden af ligaen og var i gang med at genopbygge sig selv.
– Jeg kan godt lide at være med til at bygge noget op. Det var jeg også med til i Team Tvis Holstebro – og nu glæder jeg mig til at være en del af det her, sagde Kristiansen, da hun blev præsenteret i den nye klub.
Og projektet lykkedes til fulde. Kristina Kristiansen var en publikumsdarling, og både seertallet, tilskuerne til Nykøbings kampe og tilgangen af profiler til holdet steg.
Artiklen fortsætter under videoen
Allerede to år senere kunne hun hænge guldmedaljen om halsen, efter at Nykøbing havde vundet det danske mesterskab. Og i 2018 blev holdet pokalmester.
Væk fra landsholdet
Også på landsholdet har den hurtige playmaker haft stor succes. Det bedste resultat for Kristiansen var VM-bronzemedaljen i 2013. Samme år blev hun kåret til årets landsholdsspiller.
Men da Klavs Bruun Jørgensen overtog landsholdet i 2015, blev det de efterfølgende år til mindre spilletid i rødt og hvidt for Kristiansen.
Ved EM i 2016 blev det kun til 11 minutter på banen, under VM i 2017 blev hun sendt ud af truppen inden ottendedelsfinalen, og ved EM sidste år blev hun slet ikke udtaget.
Kristiansens spillestil passer ikke ind på landsholdet, har Jørgensen sagt.
Selv har playmakeren ikke lagt skjul på, at hun stadig står til rådighed, hvis der skulle blive brug for hende i fremtiden. Indtil da koncentrerer hun sig fuldt ud om at skaffe mere succes til Nykøbing.