-Har altid følt mig som en fiasko
Hollywood-veteranen Dustin Hoffman har spillet hovedrollen i nogle af de bedste og mest kendte film i nyere filmhistorie. Den 8. august fylder han 85 år
Den amerikanske skuespiller Dustin Hoffman har i sit lange liv på lærredet ofte personificeret utilpassede eller småknotne mænd og antihelte. Samt en enkelt meget berømt kvinderolle.
Men inde i hans beskedne 167 centimeter korte krop med den karakteristiske dybe nasale stemme bor et kæmpe skuespiltalent, som har kastet et hav af priser, herunder to Oscar-statuetter, af sig.
Den 8. august fylder han 85 år.
Han kan fejre dagen solidt placeret på den øverste Hollywood-hylde, hvor kun de allermest respekterede skuespillere bor - hævet over smarte fitnessdrenge og -piger fra den seneste nye Marvel-blockbuster.
Slingrende teaterkarriere
Han lagde ud med en slingrende teaterkarriere, som for den jødiske Hoffman for eksempel inkluderede en rolle som haltende tysk nazistisk homoseksuel med pukkel.
Men så bragede han omend sent også igennem på film som 30-årig i 1967 i den ikoniske "Fagre voksne verden". Hvor han i en legendarisk slutning løber med en kvinde midt i hendes bryllup.
Siden leverede han pragtpræstationer som indianeradoptivbarn i "En god dag at dø", klumpfodet småsvindler i "Midnight Cowboy" og livstidsfange i "Papillon".
At løbe ned over titlerne i alle de film, Hoffman har spillet med i, er i det hele taget som at bladre i en æralang hitliste over film, som de fleste filmelskere har set meget mere end én gang:
"Lenny". "Alle præsidentens mænd". "Maratonmanden". "Kramer mod Kramer". "Tootsie". "En sælgers død". "Rain Man". Og så videre.
Syv nomineringer
Han har syv gange været nomineret til en Oscar og har som skrevet hjembragt to. Først som skilsmisseramt far over for Meryl Streep i 80'er-hittet "Kramer mod Kramer" og senere som talbesat autist i "Rain Man" fra 1988.
Han har spillet helteroller og komedier og lagt stemme til animationsfilm. Altid med fremragende anmeldelser.
Alligevel fortalte han for år tilbage i et interview, at det amerikanske filminstituts fejring af hans livslange bidrag til filmkunsten havde sendt ham ud i en dyb eksistentiel krise med tilhørende angstanfald. I 62-års-alderen.
Her erklærede han også, at han trods en helt ekstremt succesrig karriere altid har følt sig som en fiasko.
Det værste nogen sinde
Han har flere gange hårdt kritiseret kvalitetsniveauet for nutidens film, som han har kaldt det værste nogensinde.
Til gengæld har han rost tv's udvikling, som han også selv har gjort sig med succes indenfor. Blandt andet med HBO-serien "Luck" som aldrende gangster i et hestevæddeløbsmiljø.
Han har været gift to gange - senest med Lisa Gottsegen i de seneste 42 år, og med hende har han fire af sine i alt seks børn.