Har fået konen som kollega

Dronningens yngste søn, prins Joachim, bor fortsat med prinsesse Marie og parrets to børn i Paris, hvor også han har fået arbejde på ambassaden

Udgivet Opdateret

Prins Joachim kan se tilbage på et begivenhedsrigt år både professionelt og privat, når han tirsdag den 7. juni fylder 53 år.

Det markerer kongehuset blandt andet med en fødselsdagshilsen på Instagram.

Det vakte i maj opsigt, da en tidligere rektor for kostskolen Herlufsholm i et interview fortalte, at prins Joachims ældste søn, prins Nikolai, i sin tid som elev på skolen havde overtrådt skolens alkoholpolitik. Og som konsekvens heraf var prinsen blevet hjemsendt med en advarsel.

Det fik prins Joachim og ekskonen, grevinde Alexandra, til at rase over den tidligere rektors udlevering af deres søn.

- Som forældre til en tidligere elev på Herlufsholm er vi - for at sige det på godt dansk - rasende over, at se vores søn blive udleveret offentligt af sin tidligere rektor, lød det i en udtalelse fra eksparret.

Den tidligere Herlufsholm-rektor undskyldte kort efter interviewet, at han havde fortalt om prinsens overtrædelse af skolens reglement.

Prins Joachim og prinsesse Marie deltog ved flere markeringer, da dronning Margrethe i begyndelsen af året kunne fejre 50 år som regent af Danmark. (Arkivfoto).
Prins Joachim og prinsesse Marie deltog ved flere markeringer, da dronning Margrethe i begyndelsen af året kunne fejre 50 år som regent af Danmark. (Arkivfoto).

Bor i Paris

Til daglig bor prins Joachim i Frankrigs hovedstad, Paris, sammen med sin kone, prinsesse Marie, og parrets to børn, prins 13-årige Henrik og 10-årige prinsesse Athena.

Her skal familien efter planen foreløbig blive boende frem til sommeren 2023.

Byernes by har dannet rammen om familiens liv, siden prins Joachim i 2019 tog en uddannelse i militærstrategisk ledelse og internationale forhold ved École militaire i Paris.

Efterfølgende har han bestredet et job som forsvarsattaché på den danske ambassade.

Selv om prins Joachim til daglig bor sammen med sin familie i Paris, har han ved flere lejligheder besøgt sit fædreland i det forgangne år. I marts underskrev han på vegne af den danske ambassade i Paris en erklæring om samarbejde mellem den franske ambassade og DI Forsvar og Sikkerhed i Dansk Industri's hus på Rådhuspladsen i København. (Arkivfoto).

Fik selskab af Marie

I efteråret 2021 fik prinsen så familiært selskab på ambassaden. Hans hustru, prinsesse Marie, blev nemlig ansat som kulturrepræsentant på selv samme arbejdsplads.

Selv om familien nu bor i Paris, har de taget turen til Danmark flere gange i årets løb.

Blandt andet til dronning Margrethes 50-års regentjubilæum og prinsesse Isabellas konfirmation.

Prins Joachim har to børn fra sit første ægteskab med grevinde Alexandra, 22-årige prins Nikolai og 19-årige prins Felix.

Ved prinsesse Isabellas konfirmation i slutningen af april besøgte hele prins Joachims familie Danmark for at deltage i festlighederne. (Arkivfoto).
Ved prinsesse Isabellas konfirmation i slutningen af april besøgte hele prins Joachims familie Danmark for at deltage i festlighederne. (Arkivfoto).

Arvefølgen til den danske trone

Dronning Margrethe har været dronning af Danmark siden 1972, og siden Kronprins Frederiks fødsel, har han været nummer ét til at overtage fra hende, når hun engang ikke er regent længere. Men der findes mange andre, foruden Frederik, der står til at tage over i det, der hedder arvefølgen til den danske trone:

1 Kronprins Frederik
2 Prins Christian
3 Prinsesse Isabella
4 Prins Vincent
5 Prinsesse Josephine
6 Prins Joachim
7 Prins Nikolai
8 Prins Felix
9 Prins Henrik (søn af prins Joachim)
10 Prinsesse Athena
11 Prinsesse Benedikte
12 Prinsesse Elisabeth

Kilde: Henrik Gam: Tronfølge i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 3. maj 2018.

null
Powered by Labrador CMS