SSI slår corona-alarm: 4.000 smittede dagligt

Risikerer 4.000 daglige smittede inden jul hvis der ikke gøres noget

En fremskrivning af corona-epedimien hos Statens Serum Institut (SSI) forudser 4000 daglige smittede inden jul. Arkivfoto: Ritzau Scanpix.
Udgivet Opdateret

Statens Serum Institut (SSI) forudser 4000 daglige smittede inden jul, hvis smittespredningen fortsætter som nu.

Det viser en fremskrivning af epidemien, som SSI i fredags lavede til regeringen. Det skriver DR.

Prognosen er forbundet med en betydelig usikkerhed og er baseret på en antagelse om, at smitten bliver ved med at sprede sig i samme takt som nu.

Dermed kan fremskrivningen være en del af baggrunden for den nye delvise nedlukning, som statsminister Mette Frederiksen (S) vil præsentere mandag klokken 12.

– Det vurderes ikke realistisk, at denne bekymrende udvikling kan imødegås alene ved at opskalere smitteopsporingsindsatsen. Derfor anbefaler SSI yderligere restriktioner for at begrænse smitten, lyder det i notatet.

Mellem 1100 og 1700

Den seneste uge har det daglige smittetal ligget mellem 1100 og 1700.

Og på baggrund af den nuværende udvikling vurderer SSI i notatet, at smitten frem til 23. december kan stige til op mod 4000 daglige smittetilfælde.

Hold virusset væk

Sådan undgår du at blive smittet med coronavirus Covid-19:

– Vask dine hænder tit, eller brug håndsprit.

– Brug mundbind

– Host eller nys i dit ærme – ikke dine hænder.

– Begræns den fysiske kontakt, og undgå håndtryk, kindkys og kram.

– Vær opmærksom på rengøring – både hjemme og på arbejdspladsen.

– Hvis du er ældre eller kronisk syg, så hold afstand, og bed andre tage hensyn.

Kilde: Sundhedsstyrelsen.

Powered by Labrador CMS