Har stået i kø hele natten
Tusindvis af mennesker stod i nat i kø i Edinburgh for at tage afsked med dronning Elizabeth
Omkring 20.000 mennesker står i kø for at se den afdøde dronning Elizabeths kiste i den skotske hovedstad, Edinburgh.
Det skriver britiske BBC, der har talt med flere af de fremmødte, kort efter midnat natten til tirsdag dansk tid.
Køen strækker sig over halvanden kilometer og snor sig langs stierne i den store park The Meadows syd for St Giles' Cathedral, hvor dronningen ligger i en lukket kiste.
Her ligger hun midlertidigt, så det skotske folk har mulighed for at tage afsked med landets regent gennem de sidste 70 år.
Ankom klokken 17.30
De sørgende begyndte at ankomme til katedralen omkring klokken 17.30 lokal tid mandag.
Natten til tirsdag uddeler frivillige fra Frelsens Hær varme drikke og boller til de mange, der står i kø, så de er bedre rustet til den kolde nat, der venter forude.
Der er desuden opstillet toiletvogne og vandstationer langs køen.
Mange af de ventende taler især om vigtigheden af at opleve det historiske øjeblik og hylde dronningen.
Iklædt kilt
Elizabeth Mbulaiteye, der er fra Uganda, men bor i Glasgow, har stået i kø med sin søn Daniel og datter Angel siden mandag middag.
Daniel er iklædt sin kilt.
- Min mor er født det samme år som dronningen, så hun blev døbt Elizabeth. Hun elsker dronningen, så hun døbte også mig Elizabeth, siger Elizabeth Mbulaiteye til BBC.
- Min mor er 96 år, og i lørdags rejste hun til Balmoral for at vise sin respekt, tilføjer hun.
-Passende at jeg siger farvel
54-årige Calum King fra East Linton er kørt op fra Nottingham, hvor han har været på træningstur med hærens reserver.
- For snart 34 år siden svor jeg en troskabsed til hende, så det er kun passende, at jeg siger farvel, siger han til BBC.
Han regner med at skulle stå i kø sammen med sin hustru, Annette King, frem til klokken fire eller fem tirsdag morgen, før de kommer ind i katedralen.
- Når vi er færdige, kører vi bare hjem. Jeg skal være på job klokken 08.30 i morgen, siger han.
I kø i syv timer
Blandt de, der allerede har været inde i St Giles' Cathedral og se kisten, er Gillian og Michael Hainsworth fra Garforth i Yorkshire. De stod i kø i syv timer, før de kom ind.
- Det var meget følelsesladet. Det er svært at forklare. Det kommer bare over dig lige pludseligt, siger Gillian Hainsworth.
- Du er kun et par meter fra kisten. Jeg stod der en kort stund og sagde en lille bøn, siger Michael Hainsworth til BBC.
Dronning Elizabeths kiste ankom til katedralen mandag eftermiddag lokal tid i selskab med kong Charles III og hans søskende.