Har ventet på den dato i ugevis
Så er det fastlagt, hvornår Kong Charles krones
Det bliver 6. maj 2023, at den britiske kong Charles bliver kronet sammen med sin hustru, dronning Camilla.
Det sker i Westminster Abbey i London, hvor kongen bliver "salvet, velsignet og indviet" af ærkebiskoppen af Canterbury, Justin Welby.
Det oplyser Buckingham Palace i en meddelelse på kongehusets hjemmeside.
Kroningen vil "afspejle monarkens rolle i dag og i fremtiden", samtidig med at den vil være "forankret i gamle traditioner".
Tog tre timer
Kong Charles blev udråbt som konge i Storbritannien, i det øjeblik hans mor, dronning Elizabeth, døde, men en officiel ceremoni, hvor han bliver kronet, har ikke fundet sted endnu.
Afdøde dronning Elizabeths kroning den 2. juni 1953 tog tre timer.
TV-transmissionen til hele verden trak et rekord-stort publikum.
Tusinder og atter tusinder af mennesker var på gaden for at få et glimt af dronningen i den særlige guld-karet, der er blevet brug ved kroninger siden George IV.
Det er endnu uvist, om kareten bliver støvet af og også bliver brugt ved Charles' kroning.
Gæstelisten er heller ikke klar, så det vides ikke, om kronprinsesse Mary kompenseres for, at hun først blev inviteret, men derefter strøget fra gæstelisten til dronning Elizabeths begravelse.