Hårdtslående ’Vild med dans’-vinder jubler

Den professionelle bokser Sarah Mahfoud har netop færdiggjort uddannelsen som sygeplejerske med topkarakter

Sarah Mahfoud, professionel verdensmester i boksning, kan nu også skrive sygeplejerske på sit CV.
Sarah Mahfoud, professionel verdensmester i boksning, kan nu også skrive sygeplejerske på sit CV.
Udgivet Opdateret

Sarah Mahfoud kan slet ikke få armene ned af bare jubel. 

Og med god grund. Hun har nemlig netop afsluttet sin uddannelse som sygeplejerske - med topkarakter.

- Det er så fedt. Jeg er bare så glad. For det gik vildt godt og nu kan jeg kalde mig sygeplejerske. Endda med et 12-tal, fortæller hun til Kendte.dk.

Verdensmester og Vild med dans-vinder

I forvejen indeholder den professionelle, danske boksers CV titler som 'regerende verdensmester i fjervægt' og såmænd også 'Vild med dans'-vinder.

Sarah Mahfoud og Morten Kjeldgaard ses her i Vild med dans 2016.
Sarah Mahfoud og Morten Kjeldgaard ses her i Vild med dans 2016.

Hun vandt det populære show i 2016 sammen med Morten Kjeldgaard. 

Er i dialog om job

Nu glæder hun sig til at bruge sin nye uddannelse, og er allerede i dialog med Amager Hospital om et job.

- Jeg skal tale med dem på geriatrisk afdeling, hvor jeg var i min sidste praktikperiode, siger hun. 

Sarah Mahfoud fortæller også, at hun er ganske fortrøstningsfuld, når det gælder om at få aftalen på plads.

- Det er klart, at jeg har behov for at få betingelserne skuet så fleksibelt sammen, at arbejdet kan forenes med min boksekarriere. For den betyder alt for mig, forklarer hun.

Sarah Mahfoud i kampen mod argentinske Brenda Karen Carabajal i Frederiksberg Hallerne lørdag den 1. februar 2020, hvor hun sikrede sig IBF VM-tilen i fjervægt.
Sarah Mahfoud i kampen mod argentinske Brenda Karen Carabajal i Frederiksberg Hallerne lørdag den 1. februar 2020, hvor hun sikrede sig IBF VM-tilen i fjervægt.

Hun er dog ikke i tvivl om, at de nok skal blive enige.

- De kender mig derude og ved, hvad jeg står for. Samtidig er der jo mangel på sygeplejersker, så selvfølgelig finder vi en model, siger hun. 

Vil besøge mormor

Men der er en ting, hun vil have klaret, inden hun tager fat på sin nye karriere. 

- Jeg vil en tur til Færøerne for at besøge min mormor. Det er alt for længe siden, jeg har set hende, fortæller den hårdtslående sygeplejerske til Kendte.dk.  

Powered by Labrador CMS