Harrison Ford får stadig lov at flyve efter pilotfejl
Skuespilleren får lov til at beholde sin flyvelicens, efter at han i februar kom på kollisionskurs i luften.
I februar var det ved at gå rigtig galt for skuespilleren Harrison Ford, da han i sit sportsfly kom på kollisionskurs med et passagerfly.
Det skete, da den 74-årige skuespiller skulle lande sit fly i John Wayne-lufthavnen i Los Angeles i Californien.
Harrison Ford tog fejl af landingsbanen og taxibanen, som flyene bruger til at køre til og fra landingsbanerne og til gatene.
Ifølge ABC News fløj den 74-årige “Star Wars”-stjerne ved landingen hen over det store passagerfly, der holdt og ventede på afgang kun et stykke fra start- og landingsbanen.
Må beholde flyvelicens
Men fejlen kommer ikke til fremadrettet at få betydning for stjernen. Han får nemlig lov til at beholde sin flyvelicens. Det skriver ABC News.
I en udtalelse, som Harrison Fords advokat har givet til ABC News, fortæller advokaten, at Ford har været under granskning af myndighederne efter den alvorlige fejl.
– FFA (de officielle luftfartsmyndigheder, red.) har foretaget en fuld undersøgelse af sagen, inklusiv et interview med Hr. Ford, og har besluttet, at ingen administrative eller lovmæssige konsekvenser ville være berettigede. Hr. Ford beholder sin pilotlicens uden restriktioner, lyder det i udtalelsen.
I marts 2015 kom Harrison Ford alvorligt til skade, da han måtte nødlande sit lille sportsfly grundet motorsvigt, kort tid efter at flyet var lettet.
/ritzau/FOKUS