Harry har givet far klar besked
Harry har tygget længe på, om han deltager i sin fars store dag
Når kong Charles skal krones i London, vil prins Harry være blandt deltagerne.
Dog bliver prinsens hustru, hertuginde Meghan, i Californien, hvor parret bor til hverdag.
Også parrets to børn, Archie og Lilibet, bliver hjemme.
Det oplyser en talsperson fra det britiske kongehus ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Åben strid
Kong Charles, der er far til prins Harry og prins William, skal krones 6. maj.
Udmeldingen om prinsens deltagelse kommer, efter at Harry og Meghan flere gang offentligt har klaget over den behandling, de fik i det britiske kongehus.
Parret har blandt andet medvirket i en Netflix-dokumentar, og tidligere på året udgav prinsen bogen "Spare" - på dansk "Reserven".
Heri beskylder han prins William for at have angrebet ham fysisk i forbindelse med en kontrovers om hertuginde Meghan.
Trak sig
Parret trak sig i 2020 som fremtrædende medlemmer af kongehuset. Siden flyttede de til Californien i USA.
I starten af marts oplyste en talsperson, at både prins Harry og hertuginde Meghan var inviteret til kroningen. Dengang var der dog ingen melding om, hvorvidt de ville deltage.
Fra dansk side deltager kronprins Frederik og kronprinsesse Mary i den officielle kroning af den britiske konge. Det fremgår af kongehusets kalender.
Margrethes ryg driller
Dronning Margrethe deltager ikke i kroningen af kong Charles, fordi hun fortsat skal genoptræne efter en rygoperation.
Det bekræftede kongehusets presseafdeling tirsdag over for Ritzau.
Dronningen genoptager på sin 83 års fødselsdag på søndag sine funktioner som regent efter rygoperationen i februar.
Joe Biden melder fra
Fra USA bliver det førstedamen Jill Biden, der rejser til London.
Traditionelt set har amerikanske præsidenter ikke deltaget i kroningen af den britiske monark.
Præsident Joe Biden deltog dog i begravelsen af Charles' mor, dronning Elizabeth, i september.
Præsident Joe Biden deltog dog i begravelsen af Charles' mor, dronning Elizabeth, i september.