Harry og Meghan bor i stjernes overdådige palæ
Angiveligt skulle prins Harry og Meghan være flyttet ind i Hollywood-mogulet Tyler Perrys palæ.
I slutningen af marts blev det kendt, at prins Harry og Meghan igen havde skiftet lokation. Fra Canada er parret nu flyttet til Los Angeles blandt andet for at være tættere på hertuginde Meghans mor.
Men parret har ikke fundet en permanent residens endnu. Rygterne siger, at de har lånt skuespiller, instruktør og producer Tyler Perrys palæ i Beverly Ridge Estates, skriver Page Six.
Artiklen fortsætter efter videoen
Palæ til 18 millioner
Det er ikke så lidt plads, prins Harry, hertuginde Meghan og deres et-årige søn prins Archie har fået at boltre sig på i Los Angeles. For palæet råder over otte værelser og ikke mindre end 12 badeværelser.
Huset er opført i toscansk stil, og er placeret på toppen af én af de mange bakker i Beverly Hills.
Foruden palæet er omgivelserne også rummelige, da der følger 22 hektarer land med til boligen.
Det overdådige palæ med swimmingpool er vurderet til at være 18 millioner amerikanske dollars værd.
Hjælp fra Oprah
Grunden til prins Harry og Meghan overhovedet kan låne palæet er, at Tyler Perry, der normalt bor i huset, er draget til Atlanta, hvor han starter op på en ny produktion i sit studie.
Det skulle angiveligt være prins Harry og hertuginde Meghans venskab med mediemogulet Oprah Winfrey, der har skaffet dem deres midlertidige hjem. Det er nemlig igennem hende, at parret er kommet i kontakt med Tyler Perry.
Generelt skulle Oprah Winfrey have været en stor hjælp for parret, efter de er flyttet til Los Angeles. Hun er desuden også gode venner med Meghans mor Doria Ragland.
Prins Harry og hertuginde Meghan har flere gange vist sig offentligt i Los Angeles, blandt andet hvor de har leveret måltider til immunsvækkede beboere.