Harry Potter-stjerne dropper magi i ny rolle
Den engelske skuespiller Rupert Grint skal være med i genindspilningen af succesfilmen "Snatch".
Bevæbnet med tryllestav og besværgelser har han kæmpet mod forræderiske fabeldyr, dystre dødsgardister og onde troldmænd.
Men nu skifter scenen, og rødhårede Ron, som i virkeligheden hedder Rupert Grint, skal nu begå sig i et magiløst univers, der er inspireret af Guy Ritchies succesfilm “Snatch”. Det skriver BBC News.
Han skal, ikke ulig sit gennembrud i de populære Harry Potter-film, spille en “frustrerende kaotisk” karakter ved navn Charlie Cavendish.
Genindspilningen af den populære krimikomedie “Snatch” bliver en miniserie på ti episoder, der går i luften på Sonys streamingtjeneste Crackle til næste år.
I den originale film fra 2000 skal et stort persongalleri hver især rede trådene ud i deres respektive situationer, som på kløgtig vis alle sammen er vævet ind i hinanden i Londons kriminelle underverden.
Crackle skriver i forbindelse med afsløringen af den nye miniserie, at den beholder ånden fra den originale film, mens den skaber en ny verden inspireret af “Snatch”-universet.
I den stjernespækkede succesfilm medvirkede blandt andet superstjernerne Jason Statham, Brad Pitt, Benicio Del Toro og Vinnie Jones.
/ritzau/FOKUS