Harvey Weinstein er testet positiv for coronavirus
Den 68-årige tidligere filmproducer Harvey Weinstein sidder i isolation i fængslet efter positiv coronatest.
Den voldtægtsdømte tidligere filmproducer Harvey Weinstein er testet positiv for coronavirus.
Det oplyser formanden for delstaten New Yorks forbund for fængselsbetjente, Michael Powers.
Ifølge Michael Powers er 68-årige Weinstein sat i isolation i det topsikrede fængsel Wende Correctional Facility øst for byen Buffalo i delstaten New York.
Artiklen fortsætter under videoen
Michael Powers blev oplyst om den positive test søndag morgen lokal tid.
Nu frygter han for fængselsbetjentene, der ifølge ham mangler ordentligt udstyr til at beskytte sig mod virusset. Flere fængselsbetjente er allerede sat i karantæne.
Dømt for voldtægt
Harvey Weinstein blev 11. marts idømt 23 års fængsel for seksuelt overgreb mod tidligere produktionsassistent Mimi Haley og voldtægt af skuespiller Jessica Mann.
Efter sin dom blev Harvey Weinstein indlagt på et hospital på Manhattan i New York City for hjerteproblemer.
Derudover lider Weinstein af diabetes og forhøjet blodtryk, oplyser hans talsmand Juda Engelmayer.
En advokat for den tidligere filmproducer sagde søndag aften lokal tid, at han ikke kendte til Weinsteins test.
– Som følge af hr. Weinsteins helbred er vi naturligvis bekymrede, hvis dette er tilfældet, og vi er meget opmærksomme på situationen, siger advokat Imran Ansari.
Ud over Harvey Weinstein er to andre indsatte testet positiv for virusset, der har lagt hele verden ned.
Ses som sejr for #MeToo-bevægelsen
Harvey Weinsteins dom er blandt nogle blevet hyldet som en sejr for hele #MeToo-bevægelsen, der kæmper mod seksuelle overgreb begået af magtfulde mænd.
Over 100 kvinder er stået frem og har beskyldt Harvey Weinstein for årtiers seksuelle overgreb. Harvey Weinstein har indtil videre nægtet sig skyldig og hævdet, at alle seksuelle handlinger var med samtykke.
Harvey Weinstein har vundet en oscar for at have produceret “Shakespeare in Love” og står bag anmelderroste film som “Pulp Fiction”, “Den engelske patient” og “Gangs of New York”.