HBO forsvarer voldtægtscener i populær serie

Hitserien "Game of Thrones" har mødt meget kritik for dens udpenslede voldsscener mod kvinder, men nu forsvarer HBO-chef seriens udtryk.

Fra den populære HBO-serie, Game of Thrones, hvor blandt andre den danske skuespiller Nikolaj Coster Waldau spiller en af hovedrollerne.
Offentliggjort Sidst opdateret

Det har vakt meget vrede og kritik, at den uhyre populære HBO-serie “Game of Thrones” flere gange har vist grafiske scener med voldtægt og seksuel vold mod kvinder.

Men nu forsvarer streamingtjenestens nye programchef, Casey Bloys, serien.

Under et møde med pressen i weekenden til Televisions Critics Associations årlige sommertur i USA faldt snakken på flere af streamingtjenestens serier og deres udprægede vold mod kvinder, skriver mediet Entertainment Weekly.

Seksuel vold

I den forbindelse tog programchefen bladet fra munden og gav svar på tiltale, da han blev spurgt, om netværket bevidst brugte seksuel vold til at opbygge drama.

– Det vil jeg helst ikke tro, lød svaret fra Casey Bloys, der uddybede:

– I “Game of Thrones” er volden ikke kun specifik mod kvinder. Den er mod mænd og kvinder. Den er ikke diskriminerende. Jeg tænker, at det er vold generelt. Mænd bliver også dræbt, lød det fra den nye chef.

Ikke tilfreds

Det svar stillede dog ikke pressen tilfreds, og flere spurgte, hvorfor serier som “Game of Thrones” og den kommende serie “Westworld” viser seksuel vold mod kvinder, men ikke seksuel vold mod mænd.

– Nej, I har ikke set mænd blive voldtaget. Men pointen, jeg vil lave med “Game of Thrones”, er, at mænd for eksempel bliver kastreret, og en mand bliver fodret med en kage med hans sønner i. Volden er ret ekstrem på alle fronter. Jeg tager jeres pointe til mig i forhold til, at der ikke har været voldtægt af mænd, men min pointe er, at volden er ligeligt fordelt, svarede HBO-chefen blandt andet på pressens spørgsmål.

Han blev også spurgt, om streamingtjenesten før eller siden har tænkt sig at gengive den samme form for vold mod mænd. Og her var HBO-chefen temmelig klar i mælet.

– Vi slår dem alle sammen ihjel, lød svaret fra Casey Bloys.

/ritzau/FOKUS

Powered by Labrador CMS