HBO’s storsatsning Erobreren bliver ikke til noget
Den stort anlagte "Erobreren", planlagt af HBO Nordic, bliver ikke lavet. Det skriver HBO i en meddelelse.
Streamingtjenesten HBO Nordics projekt om en serie baseret på Martin Andersen Nexøs “Pelle Erobreren” bliver ikke til noget.
Det skriver HBO Nordic i en pressemeddelelse.
– Det er virkelig trist for alle involverede, at “Erobreren” ikke nåede hele vejen til produktion hos HBO Nordic.
– Jeg vil især gerne takke Per Fly og Rasmus Heisterberg, to af dansk fiktions helt store talenter, der har leveret kreative koncepter og manuskripter af meget høj kvalitet, skriver Hanne Palmquist, vicedirektør for Original Programming, hos HBO Nordic i meddelelsen.
Årsagen til at projektet, der skulle være lavet samme med SAM Productions er ifølge HBO, at det ikke har været muligt at “få alle ender til at mødes inden for budgetrammen”.
Streamingtjenesten skriver, at man inden for et par uger vil præsentere den første danske serie fra HBO Nordic.