Hella Joof klar med ny film: -Kærlig og liderlig film
Birthe Neumann og Kurt Ravn spiller hovedrollerne i Hella Joofs nye film.
Hella Joof er klar med ny film.
Det er aldrig for sent at starte forfra.
Det budskab er udgangspunktet for komedien Happy Ending, som tager ægteskabet og pensionist-lykken under kærlig behandling. Happy Ending er baseret på et originalt manuskript af Mette Heeno.
Filmen optages på Fyn fra 21. august til 6. oktober.
Fra instruktøren af En kort en lang, Fidibus, Oh Happy Day og hele holdet bag kæmpesuccesen All Inclusive kommer nu en ny komedie om et emne, som ikke har fået så meget opmærksomhed i dansk film før: Hvad sker der med kærligheden, når vi bliver pensioneret og indser, at livet er for kort til ikke at leve det fuldt ud?
Om handlingen
Helle glæder sig vanvittigt meget til, at hendes arbejdsnarkoman af en mand, Peter, endelig går på pension, så de kan tage hul på livets efterår sammen.
Hun har planlagt, hvordan de skal nyde livet og hinanden – og tage på nogle af de mange rejser, som Peter aldrig havde tid til.
Men da han kommer hjem fra sin sidste arbejdsdag med den glædelige nyhed, at han nu skal til at være vinimportør og pendle mellem Danmark og Frankrig, tager livet en overraskende ny drejning.
Helle og Peter går fra hinanden, og de begiver sig hver især ud på en hæsblæsende opdagelsesrejse med nye muligheder, problemer og drømme.
Men kan man starte forfra efter 50 års ægteskab? Og kan man i det hele taget undvære hinanden?
Happy Ending er en sjov og fræk fortælling om at turde starte forfra selv når alt synes forbi.
Hella Joof: -Kærlig og liderlig film
– Vi vil lave en smuk og sjov og trist og kærlig og liderlig film om dem, der i folkemunde bliver kaldt ’den grå lagune’. Dem der har friværdi og rejser med Politiken Plus.
– Og vi vil eksplodere i den rustne kærlighed og seksualitet og glæde os over, at det aldrig er for sent, og at det der ligner en tragedie kan være porten til et nyt uopdyrket land, fortæller instruktør Hella Joof i en pressemeddelelse.
To af dansk film og teaters mest populære skuespillere står overfor hinanden i rollerne som Helle og Peter.
Birthe Neumann og Kurt Ravn har spillet sammen før både på teatret og film, men denne gang indtager de hovedrollerne i én af næste års store komedier.
I andre roller medvirker bl.a. Marianne Høgsbro, Mette Munk Plum, Charlotte Sieling, Tammi Øst, Kurt Drejer og Rikke Bilde.
Filmen får biografpremiere den 25. december 2018.