Helmigs VM-sang får tæsk: -Det er en ommer
Det er ikke begejstringen, der hærger landsholdets Facebook-side.
Dansk Boldspil Union (DBU) har offentliggjort Danmarks officielle sang til VM i fodbold, der starter den 14. juni i Rusland.
Thomas Helmig har lavet sangen “Hele Danmark op at stå”. Helmig har fået hjælp af landsholdet.
Kendte.dk har lyttet sangen igennem og må konstatere, at her er tale om en gang kedelig popmusik, der aldrig rammer tidligere tiders danske VM-fodboldsange som Re-Sepp-Ten fra 1986 samt Dodo & The Dodo’s “Vi vil have sejren i land” fra 1998.
Ingen begejstring på Facebook
På fodboldlandsholdets Facebook-side, hvor DBU har lagt videoen op, er der heller ingen begejstring at finde for den nye VM-sang:
– Nu bryder jeg normalt ikke om at sige dårlige ting om folks arbejde….meeen det er sgu en ommer! Skudt helt skævt. Mindes ikke en slutrunde sang der har været så kedelig. Men heldigvis er det drengene der skal spille og ikke musikken, skriver Jimmi Christensen.
– Thomas Helmig har officielt tabt det… jeg holder mig til Re-Sepp-ten… magen til kedelig sang skal man sku’ lede længe efter… men måske den er god hvis man ikke kan falde i søvn, skriver Jane Hansen.
– Tænk, at det var det bedste Helmig kunne præstere. Hvor ER den KEDELIG!!! Selv Johnni Reimers “Halli, halli, hallo” havde mere gejst og sexappeal. Sikke I fik os gearet op til verdens største antiklimaks, skriver Mikkel Wulf.
Danmark møder den 16. juni Peru i deres første VM-kamp i Rusland. Den 21. juni gælder det Australien og den 26. juni sluttes indledende runde af mod Frankrig.
Du kan lytte til sangen her og giv os gerne din mening…