Hentet til TV-station
Den tidligere chefdirigent for DR Pigekoret og eksdirektør i Malmø Opera bliver vært på et nyt sangprogram
Den tidligere chefdirigent i DR Pigekoret Michael Bojesen bliver vært på et nyt dk4-program.
Det får navnet "Så syng da Danmark".
Det oplyser tv-stationen i en pressemeddelelse, skriver MediaWatch.
Med programmet får man som seer mulighed for "at synge med på næsten 100 sange fra Højskolesangbogen", lyder det.
Snart premiere
Sammen med to sangere skal Bojesen i 32 afsnit introducere og fremføre et udvalg af sange fra Højskolesangbogen.
Programmet får premiere torsdag 6. april, lyder det.
De seneste år har Michael Bojesen været meget omtalt i medierne. Det har blandt andet været i forbindelse med afdækning af forhold i DR's pigekor.
Seksualiseret miljø
Her fortalte tidligere kormedlemmer om uønsket seksuel opmærksomhed og et seksualiseret miljø.
Beskyldningerne omfattede også den periode, hvor Bojesen stod i spidsen for koret. Det gjorde han fra 2001 til 2010.
Senere viste en ekstern advokatundersøgelse, at i alt 64 tidligere kormedlemmer var blevet krænket af seks voksne over mange år frem til 2010. Tre af disse sager var relateret til Michael Bojesen.
Derudover viste en ekstern advokatundersøgelse omkring Sankt Annæ Gymnasiums pigekor, at mindst to sager herfra handlede om Michael Bojesen.
Han afviser
Han var ansat på skolen fra 1980'erne og korleder fra 1991-2001.
Michael Bojesen selv har afvist de konkrete anklager. Han har også afvist at have været ansvarlig for et seksualiseret miljø både i DR Pigekoret og på Sankt Annæ Gymnasium.
Han har desuden kritiseret advokatundersøgelserne.
I april sidste år ophævede Malmø Opera samarbejdet med Bojesen. Her havde han været leder siden 2017.