Her er Anjas værste konkurrenter til Eurovision-sejr
Det er ikke kun favoritterne, Italien og Portugal, dansk-australske Anja skal give baghjul i finalen lørdag.
– Det her var første skridt. Nu skal vi i top tre. Vi går efter en høj placering, for mere vil have mere. Mindre kan også gøre det, men der er ingen grund til at sætte målet lavt.
Så selvsikkert lød det fra DR’s underholdningsredaktør, Jan Lagermand Lundme, da dansk-australske Anja Nissen torsdag aften sikrede en finaleplads i Eurovision.
Skru ned for forventningerne
Men skal man tro bookmakerne, så kan danskerne godt drosle ned på forventningerne.
Sandsynligheden for, at Anja Nissens “Where I Am” skulle gå hen og nærme sig en spændende placering, er ifølge dem forsvindende lille.
Det må DR’s melodigrandprix-ekspert og kommentator, Ole Tøpholm, desværre medgive.
Det er ikke kun på grund af, at hun med startnummer 10 i finalen lægger sig lige i mellem de to favoritter, Italien og Portugal.
Danmark er nemlig ikke det eneste land, der har en ung, dygtig sangerinde i finalen med en ballade.
– Hvis man skal tage nej-hatten på, så er der mange kvindelige solister i finalen på alder med Anja, som kommer til at gøre alt, hvad de kan, for at stjæle vores point, siger Ole Tøpholm.
– Vores værste konkurrent bliver Storbritannien, ikke fordi, de kan vinde, men de rammer samme segment som Anja, for de har en solist, der synger fantastisk og det er i øvrigt Emmelie de Forest (tidligere dansk Eurovision-vinder, red.), der står bag deres sang, fortæller han.
Stor stemme og kameratække
Han mener dog bestemt, at Anja Nissen har noget at byde på. Hendes store stemme og kameratække kan godt give hende en fordel.
– Anja sælger den sang, hendes vokal er fantastisk, og hun ejer den scene. Man kan se, hun elsker at stå på den. Nogle ser forpjuskede og forskrækkede ud på scenen, men det gør Anja ikke, siger han og giver et bud på, hvad sangerinden skal gøre for at give de andre deltagere baghjul.
– Hun skal gøre det samme som i torsdags. Hun skal ud over scenekanten og være nærværende foran kameraerne. Hun skal give den drama og følelser, siger han.
Fredag var sangerinden på scenen i to forskellige prøver, og lørdag er der også indlagt en enkelt af slagsen, før det for alvor gælder ved den store finale, der sendes på DR1 klokken 21.00.
/ritzau/