Her er de nye løvinder
To løver har valgt at takke af
Når DR blænder op for en ny sæson af 'Løvens Hule' i starten af 2023, bliver det med to nye løvinder i hulen.
Både Jan Lehrmann og Mia Wagner har nemlig valgt at takke af.
Siden da har DR været på udkig efter investeringserfaring og -kapacitet fra det danske erhvervsliv - og det har de nu fundet.
- Med Jan Lehrmann og Mia Wagners farvel har vi været ude at finde nye kræfter til 'Løvens Hule'. Øverst på vores ønskeliste har været nogle stærke kandidater med investorerfaring, techkundskaber og fokus på diversitet, og her har vi fundet et stærkt match hos Anne Stampe og Louise Herping, siger Anna Askov, redaktør hos DR, i en pressemeddelelse.
Har haft første arbejdsdag
Anne Stampe og Louise Herping vil udfordre de garvede løver i den kommende sæson, som byder på overraskende investeringer og spændende samarbejder.
De to nye løvinder har allerede haft deres første arbejdsdag sammen med Christian Arnstedt, Jacob Risgaard og Jesper Buch, da DR er gået i gang med optagelserne.