Her er den britiske kongefamilies relation til Danmark
Dronning Elizabeths yngste søn, prins Edward, er fadder til prins Nikolai. Prins Edward var også med til kronprins Frederik og kronprinsesse Marys bryllup.
De europæiske kongehuse trækker tråde til hinanden, især familiært.
Selv om det danske kongehus ikke er inviteret med, når prins Harry af Storbritannien gifter sig med den amerikanske forhenværende skuespillerinde Meghan Markle 19. maj, har de to kongehuse relationer til hinanden.
Philip født som prins af Danmark
Prins Harrys farfar, prins Philip, der er gift med dronning Elizabeth, kom til verden i 1921 som prins af Danmark og Grækenland.
Da han giftede sig med Storbritanniens regent, som på daværende tidspunkt var prinsesse, frasagde han sig titlerne og blev britisk prins efter brylluppet.
Den 96-årige royale gemal er oldebarn af danske kong Christian 9.
Den britiske prins’ danske relation kom også til udtryk på et portrætmaleri, som blev offentliggjort i 2017.
På portrættet står prins Philip i The Grand Corridor på det engelske slot Windsor Castle og bærer Elefantordenen, som er den højeste orden i det danske kongehus.
Edward stod fadder
Prins Philip og dronning Elizabeths yngste barn, prins Edward på 54 år, har også relationer til det danske kongehus.
I november 1999 stod han fadder til danske prins Nikolai, der er søn af prins Joachim og grevinde Alexandra, som blev separeret i 2004.
Prins Edward deltog også i kronprins Frederik og kronprinsesse Marys bryllup 14. maj 2004 sammen med sin kone, grevinde Sophie.
Prins Edwards nevø, prins William, besøgte i november 2011 Danmark sammen med sin kone, hertuginde Kate, og Unicef. Her var det britiske prinsepar blandt andet på opgave med kronprins Frederik og kronprinsesse Mary.
Prins Williams lillebror, prins Harry, besøgte Danmark i oktober 2017 i sit hverv som stifter af Invictus Games, der er et internationalt sportsstævne for veteraner.
Under sit besøg i Danmark mødtes den britiske prins blandt andre med dronning Margrethe og prins Joachim.