Skip to main content

Her er han i dag

John Aasted Halse blev som formand for Børns Vilkår en af de mest markante stemmer i børne- og familiedebatten og er fortsat aktiv. 12. september fylder han 75

John Aasted Halse har i sit lange arbejdsliv hjulpet utallige familier ud af konflikter. (Arkivfoto)
John Aasted Halse har i sit lange arbejdsliv hjulpet utallige familier ud af konflikter. (Arkivfoto)Claus Bech/Ritzau Scanpix

Det er en af landets mest kyndige fagpersoner på børne- og familieområdet, der kan fejre sin 75-års fødselsdag den 12. september.

Psykologen John Aasted Halse har med egne ord hjulpet flere end 1000 klienter og holdt omtrent 2000 foredrag om familieliv.

Dertil kommer en lang række bøger og ikke mindst 16 år som formand for Børns Vilkår.

John Aasted Halse blev uddannet lærer i 1970 fra Hellerup Seminarium.

Senere kom psykologien ind i hans repertoire, da han studerede feltet på en kandidatuddannelse.

Formand for Børns Vilkår

Mest kendt i offentligheden er han for sine år som formand for Børns Vilkår - fra 1988 til 2004 - hvor han blev krediteret for at sætte organisationen på den landspolitiske dagsorden, og det er John Aasted Halse stolt af i dag.

- En af mine venner sagde: Du var 90'erne og 00'ernes Svend Brinkmann. Det er jo ikke meget galt, fortæller han med et let grin.

- For mig betød det, at jeg fik en platform, hvor jeg kunne videregive de budskaber, Børns Vilkår står for. Det betød også helt privat, at jeg blev kendt og et eftertragtet foredragsemne, siger han.

I mellemtiden fik han sin egen velbesøgte psykologpraksis i 1996.

-Er social smitte

Selv tror han, at interessen for børns ve og vel stammer helt tilbage fra den tidlige barndom.

Hans forældre havde nemlig en danseskole, dengang gik mange børn til dans, og der var også plads til de børn, der måske ikke havde det så let i livet. Det tog han til sig.

- Det er jo social smitte. Social arv på den positive måde, kan du sige, fortæller John Aasted Halse.

Han laver mindre nu, end han gjorde for 15 år siden.

Men John Aasted Halse er stadig aktiv psykolog med klinik i Farum i Nordsjælland, ligesom han holder foredrag og har bøger på vej - heriblandt en erindringsbog, der dog holdes i privat regi og primært henvendes til familie og venner.

- Når man er frisk i hovedet og i god fysisk form, er der ingen grund til at lade sig pensionere, siger han.

Han er gift, har to børn og fem børnebørn.

Fødselsdagen skal fejres med den nærmeste familie.

Del din kommentar