Her er Kims gave til Kongehuset

Det har taget Kim Olsvig fire måneder at male en gave til Kongehuset. Nu håber han, at de vil tage imod den

Offentliggjort Sidst opdateret

Se flere fotos i billedgallerietherover

Gæsterne må sidde i sofaen, når de besøger lastbilchauffør Kim Olsvigs hjem i Herning. Spisebordet bugner nemlig af malergrej, og det har førsteprioritet. Kim Olsvig elsker at male, og han det meste af fritiden på det. Senest har han lavet et maleri af kongeskibet Dannebrog. Og det har han en særlig tanke med.

– Jeg vil gerne give det til Kongehuset, hvis de er interesseret. Det er også en anerkendelse for mig, hvis de vil have det. De er jo de rette – de har skibet. Jeg ved ikke engang, om der findes et maleri af det udover mit, siger Kim Olsvig til Kendte.dk.

Han ved heller ikke, hvordan man kommer i kontakt med Kongehuset for at få gaven indleveret til de rette. Det har redaktionen dog sat sig for at undersøge for ham. Kim Olsvig håber, at Kongehuset vil tage imod hans maleri.

– Det ville være lykken for mig. Det ville jo vise, at det er godt nok, det jeg laver. Jeg håber, de hænger det op hjemme ved dem selv, ellers er der nogle slotte, det kan hænge på, fortæller han.

Han har brugt fire måneder på maleriet, hvor han dagligt har malet mellem to og fire timer om dagen.

Royalist ind til benet

Kim Olsvig er royalist, og han er ikke bange for at lade sine holdninger komme frem, når han taler med sine venner om, hvordan de ser på Kongehuset.

– Nogle af mine venner siger, at Kongehuset koster mange penge. Men det er dem, der giver mig arbejde. Jeg spurgte engang en ven, om han kunne repræsentere Danmark i stedet. Det kunne han ikke. De koster penge, men jeg synes, de gør det godt, mener Kim Olsvig.

Men det er ikke blot den royale families evner som repræsentanter for Danmark, han beundrer. Det er også kongefamiliens menneskelige sider.

– Tag nu kronprinsen. Han er helt nede på jorden, og han er hårdt spændt op. Jeg ville ikke være ham. Han kan ikke bare tage et smut ud at sejle eller noget, uden han skal have en hel masse vagter med, siger Kim Olsvig til Kendte.dk.

Svar fra Kongehuset

Alle, der ønsker at give gaver til Kongehuset, kan gøre det på Det Gule Palæ på Amalienborg. Her er det ikke unormalt, at man modtager gaver til den royale familie. Det kan ske enten ved at man møder fysisk op eller sender det med posten.

Hos Kongehuset vil man ikke udtale sig om, hvad der sker med gaverne, andet end at de bliver videregivet til kongefamilien, som derefter træffer beslutning om, hvad der skal ske med gaverne.

null

Redaktionen har fundet frem til, hvordan Kim Olsvig kan donere sin gave til Kongehuset. Og det glæder ham.

– Det lyder spændende. Det skal jeg bare have gjort så. Der skal lige en ramme på, og så skal jeg signere den. Jeg sender den med posten, for jeg tror ikke, jeg selv kommer afsted, erkender han.

Se flere fotos i billedgalleriet over denne artikel

Powered by Labrador CMS