Her er storcharmøren i dag

I den nu 85-årige Robert Redfords lange karriere stod hans blændende udseende længe i vejen for at blive taget rigtig seriøst. Men det fik han rettet op på.

Robert Redford ved modtagelsen af hans første og eneste Oscar som instruktør af filmen 'Ordinary People' i 1981. (Arkivfoto)
Robert Redford ved modtagelsen af hans første og eneste Oscar som instruktør af filmen "Ordinary People" i 1981. (Arkivfoto)
Offentliggjort Sidst opdateret

En af de smukkeste mænd i Hollywood.

Sådan kunne den amerikanske skuespiller og senere instruktør Robert Redford i mange år uden diskussion deklareres.

Som en 70'ernes Brad Pitt blev sexsymbolet Redford med sit rodede, lyse morgenhår og blændende hvide smil castet til film, hvor han skulle kaste sit glamourøse look over omgivelserne og få det hele til at se mere lækkert ud.

Den 18. august fylder han 85 år.

Det er derfor længe siden, at hans for Hollywood helt usædvanligt ikke botox-pimpede ansigt var det primære visitkort.

Dygtig instruktør

I stedet har han, da ansigtet gradvist eroderede i mere menneskelige fuger, ud over som en udmærket skuespiller i endnu højere grad markeret sig bag kameraet som en dygtig instruktør.

Han stiftede desuden i 1978 den vigtige, independent-filmfestival Sundance i Utah i evig konkurrence med Hollywoods pengemaskine.

Robert Redford fotograferet som ung under filmfestivalen i Cannes i 1972, da han var den helt store hjerteknuser. (Arkivfoto)
Robert Redford fotograferet som ung under filmfestivalen i Cannes i 1972, da han var den helt store hjerteknuser. (Arkivfoto)

Desuden har han brugt sin berømmelse som liberal miljøforkæmper.

Ligesom han i 2005 sammen med sin søn James stiftede "The Redford Center", som producerer film, der sætter fokus på miljøspørgsmål og sociale problemer.

Redford blev født i Santa Monica i Californien og voksede op med en stor interesse i både sport og kunst. Senere kom han på The University of Colorado, men blev smidt ud på grund af druk.

Brød igennem med Paul Newman

Han brød igennem i i "Butch Cassidy and the Sundance Kid" fra 1969 sammen med Paul Newman som et umage røverpar.

Men allerede inden havde skuespilleren snuset til livet på det store lærred.

Hans eneste Oscar-nominering som skuespiller kom som lykkeridder i gavtyvedramaet "The Sting" - igen sammen med Paul Newman.

På vore breddegrader tog han kegler som den frisindede storvildtjæger Denys Finch Hatton, som Karen Blixen i Meryl Streeps skikkelse kastede sin store kærlighed på i "Mit Afrika".

Flere ikoniske roller

Siden gennembruddet har Robert Redford også brilleret i ikoniske film som Watergate-dramaet "Alle præsidentens mænd" med Dustin Hoffman og hjerteknuseren "Vore bedste år" med Barbra Streisand.

I 1980 instruerede han sin første film, familiedramaet "Ordinary People", som sikrede ham en Oscar for årets bedste film.

Blandt andre stærke værker fra instruktøren Redfords hånd kan nævnes "Ved floden" netop med klonen Brad Pitt i en ung hovedrolle samt "Quiz Show".

Den ældre Robert Redford som han ser ud i dag (Arkivfoto)
Den ældre Robert Redford som han ser ud i dag (Arkivfoto)

Robert Redford har over 75 filmroller på sit cv.

Den sidste og store finale og med fremragende anmeldelser til følge kom for blot et par år siden.

Det var i hovedrollen som bankrøveren Forrest Tucker i den autentiske "Den sidste gentleman".

Han har siden 2009 været gift med kunstneren Sibylle Szaggars.

Inden var Redford fra 1958 til 1985 gift med historikeren Lola van Wagenen, som han har tre børn med.

Powered by Labrador CMS