Her er vinderen af Eurovision Song Contest
Israels Netta vinder lørdagens Eurovision Song Contest i Lissabon med sangen "Toy".
Når Eurovision Song Contest næste år skal afholdes, bliver det på israelsk grund.
Lørdag aften sikrede Netta med sangen “Toy” sig nemlig sejren for landet i Eurovision Song Contest.
Det er fjerde gang, Israel vinder Eurovision.
Niendeplads til Danmark
Danske Jonas Flodager Rasmussen, der stillede op med sangen “Higher Ground”, sluttede på en niendeplads i showet, der foregik i Altice Arena i Lissabon i Portugal.
Han repræsenterede Danmark, fordi han vandt det danske melodigrandprix i Aalborg i februar. Danskeren gik på scenen som nummer 15 i finalen, men var fra starten langt fra bookmakernes liste over mulige vindere.
Bookmakerne havde inden showet udråbt Cypern til storfavorit, men de senere år har oddssætterne ramt ved siden af i deres vurdering af, hvem der ville ende med trofæet.
Pointafgivningen i Eurovision er delt op i to afdelinger. Først afgives fagjuryernes stemmer, og her var det Østrig, der indtog førstepladsen med 271 point, tæt efterfulgt af Sverige med 253 point og Israel med 212.
For Danmark betød juryernes stemmer, at Rasmussen og “Higher Ground” herefter lå helt nede på en 20.-plads med 38 point.
Rasmussen faldt i seernes smag
Men da seernes point var uddelt, så det anderledes ud. Hele 188 point var der til Rasmussen fra de europæiske tv-seere, og så endte Danmark på en niende plads.
For Israel betød seernes stemmer, at Netta kunne gå på scenen og få overrakt trofæet.
I alt 26 lande var med i konkurrencen, der blev afholdt for 63. gang.
20 lande var kvalificerede fra de to semifinaler, der har været afholdt i ugens løb, mens seks lande var direkte kvalificerede.
Det drejede sig om de såkaldte Big Five, der består af Tyskland, Storbritannien, Spanien, Frankrig og Italien, mens Portugal som værtsland også var garanteret en plads i finalen.
Her er alle vindere i Eurovision Song Contest
Eurovision Song Contest er verdens største – og i øvrigt ældste musikkonkurrence.
Over 40 lande i Europa dyster hvert år om, hvem der laver den bedste popsang.
Konkurrencen startede i 1956. Det har givet mange vindere gennem tiden. Vi har samlet alle vindere af Eurovision Song Contest her…