Her fejrer dronning Margrethe sit jubilæum
Dele af fejringen af dronning Margrethes 50-års regeringsjubilæum er blevet udskudt to gange
Den 12. november får befolkningen muligheden for at tage imod dronning Margrethe, når hun omsider træder ud på balkonen på Københavns Rådhus.
Det gør hun i forbindelse med fejringen af hendes 50 år på tronen, som delvist er blevet udskudt flere gange af forskellige årsager.
Det oplyser kongehuset på sin hjemmeside tirsdag.
Egentlig skulle dronningens regeringsjubilæum være blevet fejret i begyndelsen af året, men på grund af risikoen for coronasmitte blev det i første omgang udskudt til september.
Få dage inden den planlagte fejring den 10. september afgik den britiske dronning Elizabeth dog ved døden.
Derfor var det dronning Margrethes ønske, at programmet blev tilpasset af respekt for Elizabeths død, og dele af fejringen blev udskudt på ny.
Men nu har man altså fastlagt hendes besøg på rådhuset i København til den 12. november.
Efter planen træder hun ud på balkonen klokken 13. Det fremgår af programmet.
Har fået invitation
Dronningen er også blevet inviteret til at deltage i en frokost på rådhuset. Resten af programmet ventes at blive offentliggjort på et senere tidspunkt.
Søndag den 11. september blev hendes jubilæum fejret ved et gallataffel på Christiansborg Slot.
Her fortalte hun gæsterne, at hun altid havde følt en oprigtig glæde og taknemmelighed for sin rolle som dronning.
- Jeg blev ikke født til denne rolle, men mit liv blev forandret med grundlovsændringen i 1953, sagde hun.
Ændringen muliggjorde, at en kvinde kunne sidde på tronen i Danmark.
Dronningen blev desuden fejret med en gallaforestilling i Det Kongelige Teater.
Inden hun begyndte sin tale ved dette arrangement, bad dronning Margrethe sine gæster om at rejse sig og holde et minuts stilhed for dronning Elizabeth, som døde i en alder af 96 år.