Danske forbrugere er vilde med rabatmærker

36 procent af danskerne svarer i en ny undersøgelse, at de samler på værdimærker fra supermarkeder. Foto: JENS DRESLING/POLFOTO
Udgivet Opdateret

Mange danskerne svarer i en ny undersøgelse, at de samler på rabatmærker. Men ordningen kommer ikke forbrugerne til gode, vurderer ekspert.

– Skal du have mærker med?

Det spørgsmål har rigtig mange danskere fået, når de står ved kassen i supermarkedet.

Mange store detailkæder som Føtex, Netto, Bilka og Superbrugsen har indført mærke-kampagner, der giver forbrugere rabat på udvalgte produkter.Eksempelvis kan man hos Dansk Supermarked i øjeblikket få rabat på Alessi-produkter, hvis man samler minimum 25 guldmærker. For at opnå det skal man minimum have købt varer for 1.250 kroner.

Og forbrugerne er vilde med konceptet: I en ny undersøgelse, YouGov har foretaget for metroxpress, svarer 36 procent af danskerne, at de samler på den slags værdimærker.

Men selv om der kan gå sport i at jagte rabatter på stegepander, håndklæder eller vaser, kommer ordningerne ikke forbrugerne til gode samlet set, lyder det fra en ekspert samt foreningen Aktive Forbrugere.

– Rabatordninger gør det sværere for forbrugere at gennemskue de reelle priser på markedet, og det skader priskonkurrencen. I sidste ende er det forbrugerne selv, der betaler regningen, siger Klaus Melvin Jensen, der er talsmand for Aktive Forbrugere, til metroxpress.

Jan Møller Jensen, der forsker i kundeloyalitet, advarer også mod at lade sig forblænde af kampagnerne:

– Hvis du kan få en kunde til at samle mærker, så er der en ekstra anledning til, at vedkommende tager i Bilka næste gang i stedet for at vælge Coops butikker. Og det er ikke nødvendigvis en fordel for kunden, siger Jan Møller Jensen, der er lektor på Syddansk Universitet.

Powered by Labrador CMS