Hillary Clinton springer ud

Romanen følger en udenrigsminister, som skal optrevle en dødelig sammensværgelse efter en række terrorangreb.

Hillary Clinton (til venstre) og Louise Penny (til højre) har i samarbejde skrevet spændingsromanen “State of Terror”, der udkommer til oktober. – Foto: Ritzau Scanpix.
Offentliggjort Sidst opdateret

Hillary Clinton har skrevet sin første roman. Romanen er en thriller og handler om en amerikansk regering under en række terrorangreb.

Ifølge Hillary Clinton udforsker romanen en verden fuld af “risikofyldt diplomati og forræderi”.

Det skriver BBC.

Hovedpersonen er en amerikansk udenrigsminister, som er ny i jobbet efter “fire år med en amerikansk ledelse, som har trukket sig fra verdensscenen”.

En række terrorangreb bringer kaos over den globale orden, og den nye udenrigsminister får til opgave at samle et hold, som skal “optrevle en dødelig sammensværgelse”.

Clinton, der selv er tidligere udenrigsminister, førstedame og præsidentkandidat i USA, har skrevet romanen sammen med den canadiske forfatter Louise Penny.

“State of Terror” udkommer den 12. oktober.

Et detaljeret drama

Hillary Clinton var udenrigsminister fra 2009 til 2013 under daværende præsident Barack Obamas administration. Tre år senere tabte hun som demokratisk præsidentkandidat til republikaneren Donald Trump i 2016.

Romanens udgivere lover, at læserne vil få detaljer fra dramaet bag kulisserne, “som kun en insider kan vide”.

Clinton, der har skrevet flere nonfiction-bøger – altså bøger med sagligt, ikke opdigtet indhold – beskriver sit samarbejde med Louise Penny som “en drøm, der går i opfyldelse”.

– Nu slår vi vores erfaringer sammen for at udforske den komplekse verden af risikofyldt diplomati og forræderi. Alt er ikke, som det lader til at være ved første øjekast, siger Hillary Clinton ifølge BBC.

En fantastisk oplevelse

Den canadiske krimiforfatter Louise Penny fortæller, at det har været “en fantastisk oplevelse at få lov til at komme ind i udenrigsministeriet, ind i Det Hvide Hus og ind i udenrigsministerens sind, alt imens store kriser udfolder sig”.

– Før vi gik i gang, talte vi om hendes tid som udenrigsminister. Hvad var hendes værste mareridt? “State of Terror” er svaret, siger Louise Penny ifølge BBC.

Penny er bedst kendt for krimiserien om politiinspektøren Armand Gamache.

Powered by Labrador CMS