Hiphoppere hapser P3 Prisen: -Vi skal ud at rejse

Den musikalske duo Benal sikrede sig hovedprisen til årets P3 Guld og de dertilhørende 100.000 kroner.

Benal vandt P3 Guld. Foto: Danmarks Radio.
Offentliggjort Sidst opdateret

Benal blev den helt store vinder til årets P3 Guld, der løb af stablen fredag aften i Koncerthuset.

Den danske hiphopduo vandt P3 Prisen, som foruden hæderen også består af 100.000 kroner, og de to musikere er meget overvældede over den fornemme statuette.

– Vi har det skønt og dejligt. Vi skal ud at rejse. Det er der brug for. Nu har vi været i et studie halvandet år. Jeg skal finde mig selv på en strand i Thailand, siger Albert Wanscher fra Benal efter showet.

– Forhåbentligt er der nogle flere mennesker, der lærer os at kende. Vi har følelsen af, at vi lige er startet med at lave musik. Vi er lige trådt ind i et nyt rum, og vi er slet ikke gået i gang med at udforske rummet, så det er meget mærkeligt at skulle modtage sådan en stor pris, men det føles rigtig dejligt, lyder det videre fra de glade vindere.

Scarlet Pleasure hyldet af lytterne

Lytterne kårede Scarlet Pleasures sang “Deja Vu” som P3 Lytterhittet, og bandet er enormt rørte over hæderen fra lytterne.

– Det er hele grunden til, at vi laver popmusik – populærmusik – vi vil gerne have, at folk tager den til sig, og at den kan gøre en forskel i folks hverdag. Det er den bedste følelse og vildt overvældende.

– Det er meget smukt, og det føles som cyklussen af liv. Hvis man sætter os til side, så handler det om denne her sang, vi har lavet. En af de få ting i livet, som kan karakteriseres som udødeligt, er at sætte en sang i verden, og den så måske kan få lov til at leve videre, engang når vi ikke selv er her.

Soleima vandt Talentprisen, og den 27-årige aarhusianske sangerinde er meget beæret over prisen.

– Jeg er meget overrasket. Først og fremmest er det et skulderklap. Vi sidder nede i vores små, mørke rum dag ud og ind med de her sange, og det betyder, at der er nogen, der måske har lyst til at høre det og spille det i deres radio. Det gør enormt meget inden i en at blive anerkendt på den måde, siger hun.

/ritzau/FOKUS

Powered by Labrador CMS