Annonce
Hjalmer efter sorg: Dette har været mine lyspunkter
Guldplader, priser og udsolgte koncerter giver Hjalmer lys og håb i en tid, der har været præget af stor sorg.
Annonce
For musiker Hjalmer Larsen har det seneste år været præget af funklende lys og kulsort mørke på én og samme tid.
Artiklen fortsætter under videoen.
2019 har været året, hvor han har spillet 90 koncerter over hele landet, modtaget sin første guldplade, haft debut på Roskilde Festival, taget endeløse selfies med hvinende piger og sendt sit første album på gaden.
Annonce
Men midt i den store succes har 24-årige Hjalmer samtidig stået i sit livs krise og kæmpet med sorgen over tabet af sin far, Kim Larsen.
Taknemmelig
Kontrasten mellem de to verdener er blevet hovedtema på Hjalmers debutalbum, “Midt i en drøm eller noget der ligner”, hvor han sætter ord på, hvordan det er at leve med så stor succes og så stor sorg på samme tid.
– Det har været meget underligt for mig at stå mellem to så ekstreme verdener. Jeg føler lidt, at jeg er blevet ti år ældre på et år.
– Men det har været vigtigt for mig, at albummet både blev lyst og mørkt, fordi det er det, mit hoved har været delt imellem så længe. Så der er sange, der handler om at deale med svære følelser, men også sange, der handler om at prøve at finde håb, siger han.
For Hjalmer består lyset og håbet lige nu i, at han får lov til at leve sin drøm.
Han kan leve af at skrive sange og spille dem for et publikum – og publikum lytter, skråler med, klapper, hujer og køber billetter til hans koncerter.
Det holder ham oppe.
– Jeg er så taknemmelig for, at jeg hver morgen kan stå op og lave det, som jeg altid har drømt om. For mig er musikken, guldpladerne, priserne og de udsolgte koncerter alt sammen lyspunkter på en sort skærm, siger han.
Forventningerne
Når det er sagt, har det også taget tid for Hjalmer at finde sine ben i musikbranchen som en 24-årig knægt, der fra den ene dag til den anden er stået på et tog, der buldrer afsted med 1000 kilometer i timen.
For sammen med de store drømme og de udsolgte koncerter, følger også et pres om at gentage succesen og skrive nye hits, der er bedre end de første.
– Det er en hård branche at komme ind i, for der er meget forventningspres, og det SKAL gå godt, hvis man vil stå der, hvor jeg står. Hver gang jeg offentliggør en tour, skal den helst være udsolgt, og jeg skal også helst sælge mange plader og streame til guld, siger han.
Ud over forventningspresset har Hjalmer også måtte erkende, at det er svært at finde tid til at se sine venner og sin familie, når man er på landevejen mere end 100 dage om året og samtidig skal producere, udgive og promovere sit debutalbum.
– Jeg tror ikke, at jeg har været til ni ud af ti af de komsammener, der har været med mine venner, fordi det er SÅ intenst, det der foregår lige nu. Jeg befinder mig tit i en kæmpe undskyld-jeg-ikke-har-svaret-situation, for selv om jeg gør mit bedste, så kan jeg ikke nå det hele, og det er noget af det hårdeste.
– Jeg føler mig virkelig som en dårlig ven nogle gange, og jeg kan godt føle, at dem jeg egentlig skuffer, er dem, der står tættest på mig. Men heldigvis forstår mine venner og min familie, hvad jeg laver, og hvad det betyder. Så jeg mister dem ikke.
– Og jeg tænker også på, at det er en kæmpe fucking gave, at jeg får lov til at lave det, jeg elsker. Hvis man virkelig stiler efter at få succes med musik, så må man også ofre. Det er det valg, man tager, siger han.
Tid til indtryk
Til gengæld er det også ufattelig sjovt at være i musikbranchen, understreger Hjalmer. Han får hver dag lov til at leve af noget, som egentlig er en hobby, og så snart han træder ind ad døren hos Universal, er der ikke nogen jantelov. Kun store drømme og store armbevægelser.
Han kan stadig have svært ved at fatte, at det alt sammen er sket for ham.
– Hver gang, jeg når en milepæl, prøver jeg at tage fem minutter, hvor jeg lige sidder med en kop kaffe og tænker: “Shit. Wauw”. Ellers kan man gå rundt med skyklapper på, og så er det hele pludselig forbi, uden man egentlig har været til stede i det, siger han.
Lige nu er Hjalmer i gang med en akustisk efterårsturné og til foråret skal han spille sine hidtil største koncerter på en turné i Aalborg, Aarhus, Odense og København.
Vilde tider
I sommer stod han på scenen på Roskilde Festival og hørte 10.000 mennesker synge med på hans sange, og da han efter en koncert i Aalborg bare lige skulle drikke en øl i Jomfru Ane Gade tog det ham en time at gå 40 meter på grund af de mange fans, der ville have taget et billede med ham.
Det er i sandhed fart på. Vilde tider, som han siger. Men midt i drømmen passer Hjalmer på med at svæve for højt.
– Man kan hurtigt blive revet med, når det hele går så godt. Alting bliver meget højdepunktsorienteret.
– Når man spiller på Roskilde Festival, så skal det bare være årets bedste koncert. Man er helt oppe at flyve hele tiden. Og den high er vigtig, for man SKAL bare gøre sit bedste, men man skal passe på med at tage den med hjem. For så begynder den at blive farlig.
– Jeg tror, det er vigtigt at huske, at man også bare er et menneske, der går på toilettet, stener Netflix og går rundt derhjemme i sit grimme joggingtøj og støvsuger.
– Heldigvis har jeg mange folk omkring mig, som er gode til at hive mig ned, når jeg kravler lidt for langt op og synes, at jeg åh så fed. Så får jeg at vide, at SÅ fed er jeg heller ikke, og hold nu lige kæft og lad os tage en øl. På en god måde, siger han.
Arbejdsmoral som farmand
Hjalmer har et princip om, at hans liv ikke må være afhængig af, at succesen fortsætter.
– Jeg tænker meget over, at hvis alt pludselig er væk, og Universal fyrer mig i morgen, så skal jeg – stort set – kunne leve det samme liv, som jeg gjorde før. De ting, der virkelig betyder noget for mig, må ikke bygge på, at jeg har succes.
– Så i stedet for at leve over evne og lease en kæmpe bil, er det måske bedre at cykle, for det kan jeg også gøre, hvis jeg er broke, siger han.
Den tilgang til succes har Hjalmer med hjemmefra.
– Min far var en mand, som om nogen kunne have fløjet højere end alle andre på grund af sin succes. Men det gjorde han ikke.
– Vi har altid boet i en lejlighed, som var dejlig, men det var ikke et eller andet slot, og han lavede musik hver dag. Han hvilede ikke på laurbærrene. Om han så lige havde udgivet en plade ugen før, så sad han og skrev nye sange igen, for hvad skulle han ellers lave?
– Så jeg tror, at jeg har lært at have et sundt forhold til arbejdsmoral og succeshåndtering.
– Jo mere succes, der kommer, jo mere ydmyg bliver jeg. Jeg skal helst gentage succesen eller gøre den større, så jeg kan ikke bare tage på champagnedruk og fejre mine guldplader. Jeg bliver nødt til at stå endnu tidligere op og lave noget musik, der er lige så godt – eller bedre, siger han.
