Hjortshøj og Bilsbos lynsalg: Millionvillaen er solgt

Det behøver ikke være så svært: Sæt til salg. Vent to uger. Solgt.

Offentliggjort Sidst opdateret

For mens der er hussælgere, som venter i årevis på en køber, så er der andre, der sælger med lynets hastighed.

Sidstnævnte kategori tilhører ægteparret Lars Hjortshøj og Tina Bilsbo, skriver Boliga Kendte.

Deres arkitekttegnede villa direkte ud til Furesøen i Nordsjælland nåede blot at pynte på boligmarkedet i 14 dage, inden den blev taget af igen.

Huset blev solgt på kortere tid, end de fleste når at afholde et åbent hus.

Det bekræfter mægleren Christian Winther fra danbolig Farum, der har stået for salget, over for Boliga Kendte.

Ægteparret Hjortshøj og Bilsbo skal altså snart til at pakke flyttekasserne i den 216 kvadratmeter store bolig, de har ejet siden 2013.

Så farvel til udsigt til Furesøen, en atriumgårdhave og et køkken, der blev beskrevet som “Rolls Roycemodellen” i salgsopstillingen.

Ligesom den store stue, forældresoveværelset, de tre børneværelser og de mange terrasser snart skal smykke sig med nye møbler.

Milliondyr villa

Køberen har dog sandsynligvis måtte finde et større beløb frem for at kunne overtage nøglerne til nordsjællands-palæet.

Udbudsprisen var på 9.995.000 kroner, men hvor prisen lander er endnu uvist, da handlen endnu ikke er tinglyst.

Tina Bilsbo er tidligere tv-vært, mens hun i dag har firmaet Be by Bilsbo, der tilbyder medie- og værtstræning.

Hendes mand, Lars Hjortshøj, er komiker, skuespiller og vært.

Han har blandt andet været med i Langt fra Las Vegas, Klovn og tv-programmet Sandhedens time.

Powered by Labrador CMS