Højgravid tv-vært får maven bodypaintet
TV-vært Lisbeth Østergaard bruger sin højgravide mave som malerlærred.
Den højgravide TV-vært Lisbeth Østergaard har ladet sig bodypainte for at støtte WWF Verdensnaturfondens indsats mod plastikforurening i Kenya, som tager livet af både mor- og baby-havskildpadder.
– Det er ikke til at holde ud, hvordan vi mennesker sviner vores planet til. Mange tager den simpelthen for givet. Som mor og gravid er det ekstra hjerteskærende at se hunskildpadder, som ikke kan finde et sted at lægge deres æg, og babyskildpadder, som ikke overlever deres første tur ud til vandet, siger Lisbeth Østergaard i en pressemeddelelse fra WWF.
Hun tænker over, hvordan det ville være at føde på en losseplads.
Plastikmareridt
Netop nu er havskildpadderne i Kenya begyndt at yngle.
Men skildpadderne står over for et sandt plastikmareridt.
Deres ynglestrande i Kenya-regionen Lamu bliver nemlig hver eneste dag overskyllet af massive mængder plastikaffald, som flyder med havstrømmen ind fra Sydøstasien.
100 kilo plastik skyller ind
Alene på en enkelt strand på størrelse med Bellevue i København skyller der hver eneste dag 100 kilo plastik ind – en uskøn blanding af klipklappere, plastikflasker, engangslightere og tandbørster.
De plastikfyldte strande betyder, at hunskildpadderne ofte ikke kan finde et sted at grave rede til sine æg. Når det sker, dumper de i stedet æggene i vandet, hvor fostrene dør.
Og de bittesmå babyskildpadder, som det lykkes at udklække på stranden, har svært ved at kæmpe sig gennem affaldet og nå ud til havet, før andre dyr æder dem.
For at give havskildpadderne bedre odds for at overleve, renser WWF hver dag strandene for plastik i ynglesæsonen mellem februar og juni. Det er den indsats, som Lisbeth Østergaard synes det er vigtigt at få fokus på.
Se billederne af Lisbeth Østergaard øverst i artiklen…