Holdt heller ikke anden gang

Forholdet er forbi mellem kageconnaisseuren Ditte Julie Jensen og iværksætteren Joakim Skak. Det oplyser hun på Instagram ifølge Se og Hør

Udgivet Opdateret

Efter et brud sidste sommer gav kagekendissen Ditte Julie Jensen og iværksætteren Joakim Skak alligevel forholdet endnu en chance.

Men nu er kærligheden brast igen.

Det fortæller Ditte Julie Jensen i et opslag på Instagram ifølge Se og Hør.

- Jeg har ikke nogen kæreste, og jeg har heller ikke fået mig nogen kæreste, siger den 35-årige bagedystdeltager ifølge ugebladet.

Forholdet mellem Ditte Julie Jensen og otte år yngre Joakim Skak blev første gang offentligt kendt i februar 2020, hvor førstnævnte kunne fortælle, at hun efter skilsmissen fra sine børns far, Marck Topgaard, i 2019 havde fundet kærligheden igen.

Joakim Skak og Ditte Julie Jensen forsøgte at give kærligheden endnu en chance, men nu er forholdet forbi igen. (Arkivfoto).
Joakim Skak og Ditte Julie Jensen forsøgte at give kærligheden endnu en chance, men nu er forholdet forbi igen. (Arkivfoto).

Fra - og til - og fra igen

De to flyttede sammen i en lejlighed i København, men måtte sidste sommer erkende, at begges karriere spændte ben for et forhold.

Men siden fandt de ud af, at de ikke kunne undvære hinanden.

Det fortalte Ditte Julie Jensen til B.T.

- Vi havde fire måneder fra hinanden, hvor der ikke var noget, og det var ligesom den periode, der skulle til for at indse, at der skal være noget, sagde hun til avisen.

Efter godt et år sammen igen er genforeningen nu endegyldigt slut.

Powered by Labrador CMS