Holdte vild fest med Hollywood-stjerner
Det var en bevæget Peter Mygind, der ringede til konen efter mødet med stjernen Emma Thompson.
De sidste optagelser på julefilmen “Last Christmas” er i kassen, og der skal holdes afslutningsfest for filmholdet.
Musikken brager ud af højttalerne, og den danske skuespiller Peter Mygind befinder sig på dansegulvet sammen med Hollywood-stjernerne Emma Thompson og Game of Thrones-skuespillerinden Emilia Clarke.
Han danser natten lang med de to stjerner, og efterfølgende bliver han så modig, at han stiller sig op på scenen, og giver sit bud på sangen “Love is in the air”.
Sangen bliver efterfulgt af en lang tale om kærlighed.
– Jeg vil bare sige som lille dansker på den her vildt store produktion, hold kæft hvor har i været søde, siger en rørt Peter Mygind fra scenen.
Søde beskeder i indbakken
Den efterfølgende morgen vågner den danske skuespiller til en række beskeder fra Emma Thompson, der ikke er sen til at vise sin glæde over danskerens musikalske indslag til festen.
I beskederne står der blandt andet: “Jeg elsker dig, Peter” og “Du spredte så meget kærlighed til vores fest”.
En overvældende oplevelse for Peter Mygind, der inden han mødte ind til optagelserne på filmen, havde nogle helt andre forestillinger om, hvordan det ville være.
Mister nobody blev taget godt imod
Han regnede nemlig ikke med, at han som ukendt, dansk skuespiller i det store udland ville blive modtaget med kram, kys og kærlighed.
De nedskruede forventninger blev imidlertid gjort til skamme, da han første gang mødte Emma Thompson, der står bag manuskriptet, og selv spiller en bærende rolle i filmen.
– Jeg havde forberedt mig på, at ingen ville tale til eller hilse på mig, for jeg er “mister nobody”. Der er ingen, der aner, hvem jeg er, fortæller Peter Mygind.
Derfor blev han overrasket, da Emma Thompson trådte ind af døren til sminkerummet, hvor danskeren befandt sig.
– Der er pludselig en stemme, der råber “Peter Mygind!”. Det er Emma Thompson, der kommer ind og krammer mig, og bliver ved med at takke mig for, at jeg vil være med i hendes film, siger han.
Ringede grædende hjem
Den hjertelige velkomst og omfavnelse fortsatte i ti minutter til stor overraskelse for Mygind.
– Det var noget af det mest opløftende, jeg har prøvet i hele min karriere. Jeg kan huske, at jeg ringede grædende hjem til min hustru næste morgen og sagde, “Du tror det ikke. Det er fucking løgn det her. Det er den mest kærlige produktion overhovedet”, siger Peter Mygind.
Det var også en meget større produktion, end han var vant til. Det er tilmed danskerens første store engelsksprogede film.
På et dansk filmset er der omkring 50-60 mennesker, mens der på Last Christmas-settet var omkring 300. Omtrent fem til otte personer besatte hver post, hvad enten der var tale om sminkører eller lysassistenter, beretter Peter Mygind.
Hentet af limousine
En måde han kunne mærke de større rammer, var blandt andet ved transporten. Han har for det meste selv skullet sørge for transport til og fra arbejde. Sådan er det ikke, når produktionsselskabet Universal står bag en film.
“Limousinen samler dig op 8:30”, lød beskeden på telefonen, da Peter Mygind skulle fra sit hjem i Charlottenlund til kostumeprøve i London.
Hotellet han blev indlogeret på i Englands hovedstad, hvor optagelserne til filmen foregik, var også af en helt anden kaliber, end han var vant til. Derfor måtte hustruen have endnu et opkald.
– For dem, der har prøvet det tusindvis af gange, er det dagligdag. Men jeg ringede hjem til min kone og sagde, “Honey, du tror det er løgn, jeg sidder i en kæmpe suite, og folk tør slet ikke banke på døren, og de undskylder hele tiden”, siger Peter Mygind.
– Det var pissesjovt, samtidig med at jeg prøvede at lade som om, det er helt normalt, siger han.
Allerede kendt i udlandet
Succesen i den hjemlige andedam er ikke til at tage fejl af, da den har budt på roller i store danske tv-serier, som “Borgen”, “Anna Pihl” og “Nikolaj og Julie”.
Men det er først i en alder af 56 år, at Mygind for alvor har fået hul på udlandsbylden.
Han oplever dog, at udlandet allerede kender ham i rollen som chefredaktøren Michael Laugesen i Borgen.
– Lige meget hvor jeg har været ude i verden, så siger de alle sammen “Borgen”.
– Jeg sidder på et tidspunkt ovre i Los Angeles på Paramount Pictures (et amerikansk produktionsselskab, red.) med en caster, der siger “Jeg elsker dig i Borgen, du er så skræmmende”. Det er helt uvirkeligt, fortæller Peter Mygind.
Har selv taget valget
Det er dog ikke nok at have været med i “Borgen” for at sparke døre ind i udlandet.
På en kærlighedsferie med hustruen i Thailand tog Peter Mygind et aktivt valgt om at prøve sig af uden for landets grænser.
– At jeg nu i en alder af 56 år åbner min første internationale dør, det er bare sjovt. Det kan lade sig gøre, fordi mine børn er store, og min hustru er blevet freelancer. Så hun kan tage med mig rundt i verden, siger Peter Mygind.
“Last Christmas” havde premiere i de danske biografer 14. november.