Hollywood-darling tilbage på ikonisk scene
Sangerinden og skuespillerinden Barbra Streisand indtog søndag igen scenen til Tony Awards-prisuddelingen efter 46 års fravær.
Det var længe ventet blandt amerikanske medier og fans, og søndag aften skete det så, at ikonet Barbra Streisand igen stillede sig på scenen til prisuddelingen Tony Awards efter 46 års fravær.
Det skriver People Magazine, som desuden beretter, at den 74-årige skuespillerinde lukkede showet med overrækkelsen af prisen for bedste musical til musicalen “Hamilton”.
– Tak, tak, I gør mig helt overvældet, lød det fra “Funny Girl”-skuespillerinden, da hun gik på scenen for at overrække prisen.
Barbra Streisand deltog senest i prisshowet i 1970, hvor hun vandt en særlig ærespris. Hun var desuden nomineret til en Tony i 1962 for sin rolle i “I Can Get It for You Wholesale” og i 1964 for “Funny Girl”.
Betydning af teater og kunst
Den anerkendte og folkekære skuespillerinde brugte desuden rampelyset til at minde folk om betydningen af teater og kunst.
– I aften klinger vores glæde af sorg, men vi er her for at fejre Broadway og den glæde, som kunstnerisk dygtighed kan bringe ind i verden.
– Kunst kan underholde os og uddanne os og i tider som denne trøste os, lød det fra ikonet med henvisning til weekendens masseskyderi i Orlando, Florida, som kostede 50 personer livet.
Aftenens helt store vinder til årets Tony Awards blev musicalen “Hamilton”, der løb med hele 11 priser. Musicalen var som den eneste nogensinde nomineret til i alt 16 priser.
/ritzau/FOKUS