Hollywood-skuespillere lægger afstand til Woody Allen

#MeToo griber fortsat om sig - og nu er en gammel sag omkring filminstruktør Woody Allen taget op igen. Den aldrende instruktør har misbrugt sin adoptivdatter ifølge beskyldningerne.

Offentliggjort Sidst opdateret

Flere filmskuespillere i Hollywood tager afstand fra den verdenskendte filminstruktør Woody Allen, efter at der kommet øget fokus på seksuelle krænkelser i den amerikanske filmindustri.

Den aldrende instruktør har misbrugt sin adoptivdatter – det siger i hvert tilfælde adoptivdatteren selv.

Woody Allens adoptivdatter Dylan Farrow siger, at hun håber på, at folk vil tro hende, når hun gentager sine tidligere beskyldninger om, at hun blev misbrugt af filminstruktøren, som i dag er 82 år.

Dylan Farrows udtalelser vakte opsigt onsdag forud for et interview med hende på tv-stationen CBS.

Vred over skepsis og ignorance

Farrow giver udtryk for en stærk vrede, som hun siger er berettiget, efter at hun i en årrække er blevet “ignoreret” og har stået over for en mur af skepsis.

– Hvorfor skulle jeg ikke være interesseret i at se hans fald? siger Farrow, som hævder, at hun blev seksuelt krænket af Allen i et pulterrum i 1992, da hun var syv år gammel.

Woody Allen har afvist beskyldningerne, som er blevet efterforsket, og som aldrig har ført til en sigtelse.

Filminstruktøren siger, at hans tidligere kæreste Mia Farrow har fået adoptivdatteren til at fremsætte falske anklager mod ham.

Hollywood præget af #MeToo

Sagen har tidligere vakt stor opsigt i amerikanske og internationale medier.

Men et stigende antal skuespillere tager nu afstand fra Allen og hans næste film, efter at Hollywood er blevet præget af MeToo -bevægelsen.

Skuespilleren Timothee Chalamet siger, at han vil give det beløb, som han tjener på at medvirke i Allens kommende film, til grupper, som kæmper mod sexchikane og seksuelt misbrug.

Medvirkende er fulde af beklagelse

Optagelserne til den næste Woody Allen film med titlen “A Rainy Day in New York” blev afsluttet i efteråret.

Chalamet er blot en af en række skuespillere, som udtrykker beklagelse eller skyld over at medvirke i Woody Allens film.

I de seneste uger har prominente navne som Rebecca Hall, Mira Sorvino, Ellen Page, David Krumholtz og Griffith Newman lagt distance til Woody Allen eller svoret, at de ikke vil arbejde sammen med ham igen.

Sex-sagerne griber om sig

Som Kendte.dk tidligere har beskrevet, så har #MeToo-sagerne i dén grad grebet om sig, siden sagen med Harvey Weinstein eskalerede i efteråret 2017.

Efter Hollywood-producerens fald fra tinderne fulgte flere med – med Kevin Spacey og Louis C K som to af de største stjerner.

Sagen har også ramt i både Danmark og resten af de nordiske lande.

Konkret blev både Lars von Trier og Peter Aalbæk Jensen kritiseret i den anledning.

Powered by Labrador CMS