Hollywood-stjerne undskylder falsk forlovelse

Russell Crowe omtalte fejlagtigt Ed Sheerans kæreste, Cherry Seaborn, som sangerens forlovede.

Russell Crowe og Ed Sheeran elsker at være fulde sammen. Foto: Scanpix/Mario Anzuoni
Offentliggjort Sidst opdateret

Selv om Ed Sheeran forguder sin kæreste, hockeyspilleren Cherry Seaborn, er parret endnu ikke på vej til alters.

Det berettede flere medier ellers, da Hollywood-skuespilleren Russell Crowe fejlagtigt fik omtalt Cherry Seaborn som Ed Sheerans forlovede i et interview med det australske radioprogram “Fitzy & Wippa”.

Det skriver Entertainment Weekly.

Beklager misforståelsen

Ed Sheeran fortæller nu ifølge mediet, at han har modtaget en e-mail fra Russell Crowe, hvor skuespilleren beklager misforståelsen.

– Han (Russell Crowe, red.) har kun mødt Cherry en enkelt gang. Jeg tror bare, han antog, at vi var forlovede. Men nej, vi er ikke forlovede, lød det fra Ed Sheeran.

I et interview med Metro tidligere i år fortalte den 26-årige grammyvindende Thinking Out Loud-sanger om sit venskab med den 53-årige Gladiator-stjerne.

– Jeg begyndte at hænge ud med Russell Crowe, fordi han elsker at være fuld, og jeg elsker at være fuld, sagde Ed Sheeran til Metro i februar.

– Vores relation booster ikke vores karrierer. Vi får ikke noget ud af hinanden andet end fornøjelsen ved at hænge ud sammen, lød det fra sangstjernen.

De to verdensstjerner er så gode venner, at Sheeran flere gange har overnattet på Crowes ranch, når han har følt sig udbrændt.

/ritzau/FOKUS

Powered by Labrador CMS