Hollywoodskuespillere genindspiller dansk filmhit

Bille Augusts prisvindende film "Stille hjerte" bliver genindspillet i en amerikansk version.

Offentliggjort Sidst opdateret

Hollywoodskuespillere som Diane Keaton, Kate Winslet og Mia Wasikowska er på rollelisten, når Bille Augusts film “Stille hjerte” genindspilles i en amerikansk version med titlen “Blackbird”.

Det skriver det amerikanske brancheblad Variety.

“Stille hjerte” er fra 2014 og har danske skuespillere som Ghita Nørby, Paprika Steen og Danica Curcic i nogle af de bærende roller.

Filmen handler om tre generationer, der samles en weekend for at sige farvel til familiens matriark, som er uhelbredeligt syg, og som har besluttet at gøre en ende på livet.

Selv om hendes døtre umiddelbart er indforståede med situationen, dukker tvivl og konflikter op til overfladen, som weekenden skrider frem.

Stjerne-besætning

Oscarvindende Diane Keaton skal spille rollen som den syge mor, mens Kate Winslet og Mia Wasikowska, der er kendt fra “The Kids Are All Right” og “Alice i Eventyrland”, skal spille hendes døtre, skriver Variety.

Optagelserne til den amerikanske genindspilning er planlagt til at begynde i august i den britiske hovedstad, London.

Powered by Labrador CMS