House of Cards-stjerne: Det har været hårdt efter Spaceys exit
Michael Kelly sætter nu ord på det at vende tilbage til settet efter fyringen af Kevin Spacey.

Efter anklager om krænkende opførsel valgte Netflix i november 2017 at fyre Kevin Spacey fra successerien “House of Cards”.
Streamingtjenesten valgte efterfølgende at fortsætte finalesæsonen uden stjerneskuespilleren i rollen som den korrupte politiker Frank Underwood.
I et nyt interview med amerikanske Variety fortæller skuespilleren Michael Kelly, der spiller Frank Underwoods stabschef, Doug Stamper, hvordan det har været at vende tilbage til settet efter fyringen af Kevin Spacey.
– Det er en blanding af følelser, fordi jeg var sammen med den mand hver eneste dag, fortæller den 48-årige skuespiller.
– Jeg har ikke formuleret nogen mening (om sagen, red.). Det har været hjerteskærende på så mange måder, og jeg er stadig ved at bearbejde det, siger han.
Første offentlige udtalelse
I interviewet med Variety er det første gang, at Michael Kelly udtaler sig om sagen offentligt, og han fortæller, at han ikke har talt med Kevin Spacey, siden anklagerne kom frem.
– Alt, hvad jeg ved, er det, jeg hører. Det er hårdt, siger han.
Da anklagerne mod Kevin Spacey ramte offentligheden, blev optagelserne stoppet.
Konen rykkede ind i Det Ovale Kontor
Da de startede igen, var det med nye manuskripter med afsæt i Frank Underwoods kone, Claire Underwood, der i slutningen af den seneste sæson indtog Det Ovale Kontor i Det Hvide Hus som USAs præsident.
Sjette og sidste sæson af “House of Cards” får premiere på Netflix i efteråret 2018.